3 danskere i top 5 ved WSK Euro Series

Nicolaj Møller Madsen, Jacob Nørtoft og Michelle Gatting sluttede som nr. 2, 3 og 5 i verdens pt. hårdeste løbsserie for KF2 klassen. Utrolig flot præstation!

Her er Nicolaj Møller Madsen til EM Kvalifikation i Thy tidligere på året.

Efter 5 afdelinger af WSK Euro Series – La Conga (I), Lonato (I), Zuera (E), Genk (B) og Sarno (I) er vinderne af den samlede serie nu fundet.

Det var ikke de danske KF2 essers bedste weekend i de mere end 30 graders varme på Sarno banen i Syditalien.

I tidtagningen var det Max Klinkby Silver, der gjorde et bedst med en placering som nr. 6, efterfulgt af Michelle Gatting på 7. pladsen, mens Nicolaj Møller Madsen var nede som nr. 15 og Jacob Nørtoft nr. 25.

Efter de indlende heats var Max stadig nr. 6, mens Jacob nu var rykket op som nr. 15, Nicolaj ned som nr. 18 og Michelle ned som nr. 22.

I prefinalen mistede Max en enkelt plads, mens Nicolaj kom op som nr. 10, Jacob som nr. 11 og Michelle nr. 19. I finalen var det alligevel Nicolaj, der trak det længste strå af danskerne, da han sluttede som nr. 7, mens Michelle blev nr. 13, Max blev nr. 15 og Jacob meget ærgerligt udgik 3 omgange før mål.

Det blev afgørende for Jacobs slutplacering, da Nicolaj med den præstation overhalede Jacob med 2 point i den samlede stilling.


Her er Jacob Nørtoft med sin mekaniker fra Ricky Flynn Motorsport til EM Kval. Jeg er sikker på, at de begge meget gerne ville have haft 3 point mere i finalen, og slutttet på 2. pladsen.


Michelle Gatting sluttede 29 point efter Jacob Nørtoft og 16 point fra nr. 4, så det skulle være gået noget bedre, hvis hun skulle have sluttet højere oppe i tabellen.

Den samlede top 5 i KF2 klassen blev som følger
1. Ignazio D’agosto, I, Tony Kart / Vortex
2. Nicolaj Møller Madsen, DK, Energy / TM
3. Jacob Nørtoft, DK, FA Kart / Vortex
4. Karol Basz, PL, RK / BMB
5. Michelle Gatting, DK, CRG / Maxter

Max Klinkby Silver sluttede på en samlet 11. plads, hvilket helt klart også er en rigtig flot præstation i sin første KF2 sæson. Så vidt jeg ved, har der aldrig tidligere været så stærk en dansk repræsentation i en international løbsserie!

Utrolig flot dansk indsats i KF3
Christian Sørensen startede med at sætte tiden, med Nicklas Nielsen på 3. pladsen. Kevin Rossel og Nicolas Beer kom ind som nr. 11 og 13 ca. 3 ½ tiendedel sekund efter Christian.

Christian Sørensen fik vist, at han stadig kan køre hurtigt selvom han stiller op for Birel fabriksteamet, som han gjorde til WSK. Lad os håbe, at han kan holde den høje fart helt til slutflaget ved EM i Genk.

Efter kvalifikationsheatene var Christian nr. 2, Kevin Rossel nr. 7, Nicklas Nielsen nr. 8 og Nicolas Beer nr. 11 – ud af 62 af verdens bedste KF3 kørere.

I prefinalen mistede Christian 3 placeringer, da han sluttede som nr. 5. Nicklas Nielsen kom ind som nr. 8, Nicolas Beer nr. 16 og Kevin Rossel nr. 18.

I finalen havde Christian desværre problemer med karburatoren, og gik endnu et par pladser tilbage, til en slutplacering som nr. 7. Nicklas Nielsen sluttede som nr. 10, Kevin Rossel nr. 11 og Nicolas Beer kom desværre slet ikke over målstregen.

I den samlede stilling blev Nicolas Beer bedste dansker på en 9. plads. Christan Sørensen sluttede som nr. 12, Nicklas Nielsen nr. 16 og kevin Rossel nr. 19.

Du kan se alle resultater på wskarting.com

Scroll til toppen