Kort før tidtagningen til første afd. af Sjællandsmesterskabet blev der offentliggjort en slutinstruks, med en væsentlig ændring til reglementet for Pop-klasserne. Dem jeg talte med, mente at beslutningen var rigtig, men tidspunktet helt forkert. Der er ingen tvivl om, at det har været et valg mellem pest og kolera!
Jan Søren (J.S. Racing) og Jørgen Madsen (TMU) har haft nok at tale om til løbet i København – med den nye beslutning fra KU har J.S. ihvertfald brugt rigtig mange unødvendige ressourcer (tid og penge) på sagen.
Ændringen bestod i at der nu måtte køres med alle motorer med CIK-homologering til ICA Junior. De nationale begrænsninger med mindre topvolumen, mindre karburator og direkte transmission i stedet for kobling er naturligvis bevaret, men alligevel må man sige, at det var noget af en bombe, der blev smidt på opslagstavlen.
Årsagen til bomben var, at det kort før løbet i København er blevet dokumenteret at også andre motorer end de meget omdiskuterede Parilla motorer (konkret en Vortex motor) også afviger fra homologeringstegningerne fra 1998, når man kigger detaljeret nok på tegninger og motorer.
Karting Udvalget (KU) havde derfor kun to valg:
1. At modtage en masse protester over kørere med Vortex motorer til SM. Protester, som de ville blive nødt til at godkende, og derfor sandsynligvis fratage nogle kørere, som har handlet i god tro, deres velfortjente præmier. Ikke en særlig attraktiv løsning…
eller
2. At blive beskyldt for inkompetence og besynderlige panikløsninger af både forhandlere og kørere, fordi de nu træffer den beslutning, som mange mener, de burde have truffet for 1½ år siden – før reglementet for 2004 udkom. Heller ikke et særlig en særlig attraktiv løsning!
Mest hensyn til kørerne
Af de to onder, valgte man altså den sidste løsning. Ifølge Jørgen Madsen fra Teknik og Miljø Udvalget (TMU), som har været rådgiver for KU i sagen, var begrundelsen for valget, at den sidste løsning var den, der generede kørerne mindst muligt – så kunne han bedre leve med de sure forhandlere.
Endnu mere forvirring
Der er dog ingen tvivl om, at mange kørere nu er endnu mere forvirrede end de var før. Nu er der ikke så meget tvivl om, hvilke motorer, der må køres med – nu er det store spørgsmål, hvilke motorer der så er bedst. I ICA Junior er de fleste enige om, at den kortslagede Parilla motor er den hurtigste i stort set alle situationer (ihvertfald så enige, så man ikke kan opdrive disse motorer nogen steder). Vil disse motorer nu også være de bedste til Pop, så de kørere der har været heldige (eller forudseende) at have bestilt i god tid har en stor fordel?
Jeg har talt med flere, som mener at det ikke bliver tilfældet. Den kortslagede Parilla motor blev, ifølge mine kilder, først markant bedre da topvolumen i ICA Junior blev forøget. Eftersom topvolumen i Pop er noget mindre (11 ccm i stedet for 14 ccm), er der god sandsynlighed for at både Vortex, TM og andre motormærker sagtens vil kunne konkurrere i Pop fremover.
Kan ændringen i det hele taget gennemføres i år?
Et helt andet spørgsmål er, om ændringen i det hele taget kan gennemføres – og om den kan være gyldig til løbet. Ifølge reglement 6 (60.007) og Reglement 1 (11.214) er der nemlig helt særlige retningslinier for ændringer i allerede offentliggjorte reglementer:
Reglement 6 (60.007)
Ændringer af reglementets ordlyd kan kun foretages af KU ved udsendelse af officiel meddelelse til samtlige DASU klubber, idet det samtidig skal fremgå, hvornår ændringen træder i kraft. Disse ændringer skal medtages i et næstfølgende nummer af DASU’s officielle orientering til klubberne. Ændringer kan dog kun ske jvf. Bestemmelse i reglement 1 pkt. 11.212 og 11.214.
Reglement 1 (214)
Der kan ikke ske ændringer af sportsreglementer i udvalgsreferater i løbet af året, bortset fra ekstraordinære tilfælde f.eks. af sikkerhedsmæssige årsager, påbud fra offentlige myndigheder og internationale forbund eller særlige fortolkninger, der ekstraordinært kræver afklaring. Kravet om offentliggørelse jf. ovenfor er fortsat gældende. Fortolkninger derudover og forhold af reglementsmæssig karakter, der tages op af sportsudvalgene, er underlagt reglerne for prøvelse ved amatør- og ordensudvalget.
Nu må den sag altså snart lukkes!
Det sidste ord i Pop-sagen er helt sikkert ikke sagt endnu, men hvis ikke situationen skal forværres yderligere er det vigtigt, at KU får lukket sagen endegyldigt meget hurtigt!