Sol og sommer til JFM i Ikast

Det dejlige sommervejr var med til at give en rigtig god stemning til 3. afdeling af Jysk/Fynsk Mesterskab i Ikast den 18-19. juni. Der var mellem 22 og 31 deltagere i Formel Junior, Pop 1, Formel Yamaha og Futura – og selv i Old Boys havde 14 gamle drenge fået pudset grejet op til løbet. ICA Junior løbet blev reddet af 7 sjællændere, så feltet kom op på 10 deltagere.

Her holder Formel Junior feltet klar på startgridden. De leverede nogle meget flotte og spændende heats.

Du kan finde alle resultater på midtjyskkartingklub.dk.

Formel Junior
Der var hård men fair kamp om langt de fleste pladser i det 30 mand store Formel Junior felt. Helt i front var det især en kamp mellem Jesper Egebart, Nicolaj Møller Madsen, Michael Christensen og Mads R. Thomsen. Michael Christensen satte tiden foran Nicolaj Møller Madsen. Jacob Simonsen tog sig af 3. pladsen i tidtagningen, hvor Jesper Egebart måtte nøjes med en 7. plads. knap 3/10 sek. fra førstepladsen.

Der blev byttet pladser rigtig mange gange i de 4 heats, men slutresultatet i top 5 blev:

1. Jesper K. Egebart, GGK, Kosmic
2. Nikolaj Møller Madsen, SKK, Tony
3. Michael Christensen, SKK, Tony
4. Mads R. Thomsen, MKK, Swiss
5. Thomas S. Krebs, AAGKK, CRG

Pop 1
Pop 1 var weekendens største klasse, med 31 deltagere. Med undtagelse af nogle meget uheldige episoder med kørere, der skubbede i gang på mærkelige steder og overlappere, der havde svært ved at placere sig fornuftigt på banen når de skulle overhales, blev der kørt et rigtig flot race.

Jesper Greggersen satte tiden med hele 2/10 sek. til Nikolaj Rasmussen, som blev efterfulgt af Per S. Jørgensen og Mike S. Hansen. Der var kun 1/100 sek. fra nr. 2 til 4. Mathias Lehrmann blev 5’er og Christian G. Larsen 6’er, mens en af favoritterne, Kasper Dalby, måtte nøjes med en 13. plads i tidtagningen.

Også i Pop 1 blev der byttet godt rundt på placeringerne i heatene
Alle de tre hurtigste i tidtagningen var mere eller mindre uheldige i heatene, og endte længere nede i rækkerne. Nikolaj Rasmussen tog starten og førte den første 1/3 af 1. heat Både han og Jesper Greggersen blev dog overhalet af en meget stærkt kørende Mike S. Hansen, som vandt både første, andet og tredje heat. Kasper Dalby havde fundet den rigtige opsætning til første heat, hvor han, meget imponerende, kørte sig fra 13. pladsen til 3. pladsen. Jesper Greggersen blev 7’er i første heat, og røg derefter endnu længere tilbage i feltet og sluttede som nr. 17. Det var lige foran Per S. Jørgensen, som røg af i første sving i første heat, og måtte kæmpe en hård kamp for at komme fremad igen. Nikolaj Rasmussen fik en dårlig start i de 3 sidste heat, og endte på en 7. plads.

Asbjørn Johansen og Kenneth Hansen fandt også farten i heatene. Fra placeringer som nr. 16 og 12 i tidtagningen, kørte de sig rigtig flot op. Kenneth Hansen var den mest stabile af de to, men med en superindsats i sidste heat vandt Asbjørn Johansen heatet og kunne dermed snuppe den samlede 5. plads foran Kenneth Hansen. Der var meget flot kørsel over hele linien!

Top 5 blev:

1. Mike S. Hansen, SKK, Birel
2. Mathias Lehrmann, SKK, Tony
3. Kasper Dalby, AGKK, Kosmic
4. Christian G. Larsen, AGKK, Kosmic
5. Asbjørn Johansen, DMK, Monza

Formel Yamaha
Der var 29 kørere i Formel Yamaha feltet og der blev også gået til den i alle heats. Søren Zylau vandt tidtagning og alle 4 heats, Frank Elling blev 4’er på tiden men tog derefter 2. pladsen i alle 4 heats. Det skete dog ikke uden kamp med bl.a. Carsten Hansen og Tommy Jespersen. Anders Bruun blev 2’er på tiden, men røg helt ned som nr. 25 i første heat, kørte sig op til en 12. plads i 2. heat, udgik af 3. heat, og kørte op til en 14. plads i sidste heat. Også Dennis Munch og Claus Christiansen var pænt med fremme i tidtagningen (5 og 6) men røg i første heat så langt tilbage, at de måtte nøjes med at kæmpe om de sekundære placeringer.

Top 5 blev:

1. Søren Zylau, VKK, Gold
2. Frank Elling, MKK, Cobra
3. Carsten Hansen, GGK, Gold
4. Tommy Jespersen, MKK, Gold
5. Johnny Jørgensen, GGK, Swiss

Old Boys
Det var positivt at se 14 Old Boys kørere i aktion, men der var ikke den helt store spænding om udfaldet i top 5, hvor der kun blev byttet en enkelt placering i ét heat og en enkelt placering fra tidtagning til samlet resultat.

Top 5 blev

1. Per Gremstrup, MKK, Swiss
2. Jan Øer, MKK, Cobra
3. René Poulsen, MKK, Cobra
4. Morten Rasmussen, SKK, Tony
5. Kurt Lorenz, GGK

Futura
Der var 22 Futurakørere til start. Klassen er tydeligvis delt i nogle få ret erfarne kørere, en midtergruppe, og så nogle meget uerfarne kørere. Med ca. 4 sek. i forskel fra hurtigste til langsommeste i tidtagningen var der en del, der skulle overhales flere gange af de forreste – men det gik nu bedre end med overlapperne i Pop 1.

Finn “Fudi” Kristensen var suveræn og vandt både tidtagning og alle 4 heats. Jan Andreasen blev 6’er i tidtagningen, men kørte sig alligevel til en samlet 2. plads. Det skete dog ikke uden kamp med bl.a. Michael Hansen, som blev 7’er på tiden, men snuppede 2. pladsen i første heat. Michael Hansen udgik desværre på grund af en manglende not ved kædehjulsnavet i sidste heat. Han måtte derfor nøjes med 6. pladsen. Tina B. Jørgensen kørte igen et godt løb, men røg af banen i 3. heat, så hun ikke kunne nå den samlede 3. plads, som en også stabilt kørende Dennis Ladefoged tog sig af.

Top 5 blev:

1. Finn Kristensen, GGK, Fudi
2. Jan Andreasen, MKK, Swiss
3. Dennis Ladefoged, MKK, Swiss
4. Tina B. Jørgensen, SKK, Dino
5. René Jensen, SKK, Swiss

ICA Junior
Der var heldigvis 7 sjællandske ICA Junior kørere, der havde fået lyst til at tage turen til Ikast for at deltage i Jysk/Fynsk Mesterskab, mens der kun var 3 jysk/fynske kørere til løbet. Det er nu ikke fordi de jysk/fynske kørere ikke vil deltager – der er bare ikke flere, som har mod på den økonomisk krævende klasse. Kevin Munkholm satte tiden 1/10 sek. foran Michael K. Christensen, som var knap 1/10 sek. foran Bo Sørensen på 3. pladsen. Maiken Rasmussen tog 4. pladsen i tidtagningen, også ca. 1/10 sek. efter. Kevin Munkholm og Michael K. Christensen delte de 4 første og andenpladser ligeligt imellem sig, med Michael som vinder af sidste heat, og dermed dagens vinder. Maiken tog 3. pladsen i første heat mens Bo Sørensen tog de sidste 3 heat.

Top 5 blev:

1. Michael K. Christensen, HGK, PDB
2. Kevin Munkholm, LUG, PDB
3. Bo Sørensen, GGK, Birel
4. Maiken Rasmussen, MKK, CRG
5. Dear Schilling, LUG, Swiss

Formula A
Formula A var den mindste klasse, med 9 deltagere. Alligevel var der pæn spænding om resultatet helt til sidste heat, hvor Rasmus Rasmussen skulle bruge en heatsejr for at få førstepladsen i det samlede mesterskab. Thomas Dam kom bedst fra start i sidste heat, men Rasmus fik indhentet og overhalet ham, og sikrede dermed førstepladsen i både dagens resultat og det samlede mesterskab.

Top 5 blev:

1. Rasmus Rasmussen, GGK, Swiss
2. Thomas Dam, GGK, Sodi
3. Per Gremstrup, MKK, Swiss
4. Jan Christensen, VKK, Tony
5. Henrik Bruun, MKK, Cobra

ICC
Der var 14 deltagere i ICC klassen, som også fik kørt et godt race. Der var ikke så meget konkurrence om førstepladsen – den satte Henrik Lilja sig ganske tungt på. I sidste heat var det dog veteranen Kurt Jepsen, der tog føringen og kørte forrest de første omgange. Henrik Lilja fik presset sig forbi, og Kurt Jepsen mistede i den forbindelse så meget fart, at han ikke kom i nærheden af Henrik Lilja igen.

Jeg kan ikke åbne resultatlisten fra ICC på Midtjysk Karting Klubs hjemmeside, så der er lidt mangler i præsentationen af top 5 (dem skal jeg nok få rettet):

1. Henrik Lilja, Zanardi
2. Henrik Vegeberg, AAGKK, Mac
3. Kurt Jepsen, GGK, Trulli
4. ?
5. Cliff B. Boysen, VKK, Birel

Du kan finde alle resultater på midtjyskkartingklub.dk.

Scroll til toppen