Nicolaj Møller Madsen blev nr. 3, og dermed bedste dansker, i 4. afd. af det belgiske mesterskab. Nicolaj kører i Cadet klassen, hvor 5 af de 27 deltagere var fra Danmark. I alt havde 11 danskere benyttet sommerferien til en tur til Spa Francorchamps, hvor løbet blev kørt den 24. – 24. juli.
Her er Nicolaj Møller Madsen på podiet til Jysk / Fynsk mesterskab.
Det var især de danske deltagere i Cadet klassen, der blandede sig i topstriden. I den første af de to finaler var der 3 danskere i top 5: Nicolaj Møller Madsen nr. 2, Michael Christensen nr. 3 og Dennis Lind nr. 5. Michelle Gatting blev nr. 8 i tidtagningen og nr. 2 i første kval. heat, så hun var også med fremme. Desværre var det efter kamp med Dennis Lind at hun røg uden for banen og mistede placeringer efter nogle omgange med noget defensiv kørsel. Der var en del defensiv kørsel i de forreste rækker i Cadet klassen. Nr. 2 i tidtagningen, Jafar Jazeman, som også vandt de første to kval. heats, blev diskvalificeret fra 1. finale for at spærre.
Cadet er en klasse for kørere på 11 – 13 år. Der køres med samme udstyr som ICA Junior, blot med hårdere dæk og lidt begrænsning af motoren.
Her er de danske deltagere fotograferet af Bas Kaligis fraracexpress.com.
Øverst fra venstre er det: Michael Sørensen, Maiken Rasmussen, Nils Vestergaard og Thomas Dam. Nederst fra venstre er det: Nicolaj Møller Madsen, Kevin Magnussen, Dennis Lind, Michelle Gatting, Jacob Nørtoft, Bo Sørensen og Michael Christensen.
Danskernes samlede resultater i løbet er her:
Cadet – 27 deltagere
3. Nicolaj Møller Madsen, SKK
5. Michael Christensen, SKK
7. Jacob Nørtoft, KKK
10. Dennis Lind, LUG
19. Michelle Gatting, HGK
ICA Junior – 22 deltagere
11. Maiken Rasmussen, MKK
14. Kevin Magnussen, LUG
21. Bo Sørensen, GGK
ICA – 27 deltagere
11. Michael Sørensen, KKK
16. Nils Vestergaard, SKK
20. Thomas Dam, GGK
De danske ICA Junior kørere startede løbet i den bedste halvdel, som nr. 9, 10 og 12. Da det blev regnvejr kom de dog længere tilbage i feltet. På billedet er det Bo Sørensen, som desværre skred af banen i sidste finaleheat.