Kamp til stregen i Ungdoms Cup 2005

De sidste to afdelinger af DASU Ungdoms Cup blev kørt i Grindsted den 10. og 11. september. Især i Formel Junior og Pop 1 var der stor spænding om det endelig udfald. I Pop 1 endte det endda med pointlighed mellem Kasper Dalby og Jonas Sunke.

Her er de to DASU mestre 2005, Nicolaj Møller Madsen (Formel Junior) og Kasper Dalby (Pop 1).

Formel Junior
Inden de sidste to afdelinger var Nicolaj Møller Madsen 14 point efter Jacob Kristensen på førstepladsen, og havde kun 6 point til Jesper Egebart på tredjepladsen. Nicolaj gjorde fuldstændig rent bord til de sidste to afdelinger, og kunne dermed vinde 23 point foran Jacob, som sluttede 4 point foran Jesper.

Pop 1
I Pop 1 førte Jonas Sunke inden de sidste to afdelinger, og efter lørdagens løb i Grindsted var han stadig foran Kasper Dalby. Søndagen startede også godt for Jonas, der satte tiden foran Kenneth Hansen, og med Kasper på 3. pladsen. I 2. kval. heat kom de to konkurrenter i nærkamp, der sendte Kasper uden for banen og endte med sort flag til Jonas. Kasper fik skubbet igang igen, men troede han blev vinket i pit af sin mekaniker. Det blev han dog ikke, og skubbede derfor igang i pitten, og kørte ud på banen igen. Efter heatet var der megen protest over Dalbys placering som nr. 15 ud af de 18 deltagere i sidste kval. heat, da han var blevet overhalet med mindst en omgang af feltet mens han var ude af løbet (af banen og i pit). Der blev også protesteret mod at han skulle have afkortet banen, men jeg så ikke selv da han kørte af og skubbede igang igen.

Jonas måtte således starte noget længere tilbage end Kasper i prefinalen. Kasper fik en god start og kørte sig frem til sejr i både prefinalen og finalen. Jonas startede også godt i prefinalen, men blev stoppet af, at nogle andre var kørt af banen foran ham, så han kun nåede op på en 14. plads. I finalen fightede han så godt han kunne, og nåede op på en 4. plads – blot én placering fra at vinde det samlede mesterskab, som dermed gik til Kasper Dalby. Casper Plannthin fastholdt sin tredjeplads på trods af en tur på hovedet efter en brækket styrespindel i et af de indledende heats.

Kenneth Hansen var flyvende og vandt både tidtagning og alle heats om lørdagen. Om søndagen var han 2’er indtil han blev involveret i et sammenstød i starten af prefinalen. På trods af en god fight i finalen nåede han kun op på en 12. plads, men snuppede 4. pladsen i den samlede stilling, foran Christian G. Larsen, som ellers også var stærkt kørende om søndagen.

Pop 2
Pop 2 klassen har været fyldt med talentfulde kørere i år. Til mange løb har de hurtigste Pop 2 kørere kørt bedre tider end de bedste Pop 1 kørere. Jack Thomsen var suveræn i 1. afd. i København hvor kun et forkert dækvalg forhindrede ham i at vinde alt. I Roskilde vandt han begge finaler, og satte kun få point til. I Grindsted var det dog Michelle Gatting, Dennis Lind og Patrick Hansen der satte sig på de forreste pladser, med Patrick og Michelle som de to finalevindere. Jacks nærmeste forfølger til titlen som DASU mester, Nicklas V. Olsen mistede dog for mange point i Grindsted til at han kunne true Jack, som kørte meget stabilt med alle de pointgivende resultater inden for top 5.

Jacob Nørtofts placeringer i Grindsted lå alle mellem nr. 5 og 9, og det var ikke nok til at indhente de to førende kørere, så han beholdt sin tredjeplads, og blev heller ikke truet af nr. 4, Patrick Hansen, som jo ellers kørte rigtig godt i Grindsted. Patrick fik et sort flag for at spærre på langsiden da Michelle Gatting forsøgte at overhale. Han havde ikke kunnet indhendte Jacob Nørtoft i det samlede resultat alligevel, men det sorte flag forhindrede ham i den topplacering han kunne have fået i søndagens finale.


Her er de tre vindere af DASU Ungdoms Cup 2005 i Pop 2. Nr. 1: Jack Thomsen, nr. 2: Nicklas Vedel Olsen, nr. 3: Jacob Nørtoft.

Se alle heatresultater fra løbet i Grindsted på grindstedgokartklub.dk

Se alle samlede resultater på dasu.dk

Scroll til toppen