Dramatik til Peugeot Super Kart i København

3. og 4. afdeling af Peugeot Super Kart blev kørt på Københavns Gokartbane den 17-18. juni. Det var herligt vejr, og publikum fik både godt race og masser af dramatik. Ikke alle kørere og mekanikere var lige begejstrede. Se også billeder fra løbet.

Her er det Nikolaj Rasmussen (51) i ICA Junior, der er på vej en tur i luften efter at være blevet påkørt. Løbet var præget af en del uheld – heldigvis ingen alvorlige. Foto: Henrik Simonsen, Frokosthuset.

Se billeder fra løbet her

Peugeot Super Kart køres for de 3 internationale klasser ICA Junior, ICA og ICC. Serien køres over 6 afdelinger, og der er 20.000 kr. i pengepræmie til den samlede vinder i hver af de 3 klasser – så der bliver kæmpet hårdt om pointene. Du kan læse mere om løbsserien på peugeot-superkart.dk. Her kan du også se alle resultater og den samlede stilling, så snart de officielle resultatlister frigives.

ICA Junior
Inden weekendens løb var Bo Sørensen i spidsen for ICA Junior klassen, 7 point foran Kevin Magnussen, som igen var 7 point foran Jacob Nørtoft.

Bo har kun én gang tidligere kørt på banen i København, mens det er Kevins hjemmebane, så Kevin var på forhånd betragtet som favorit til sejren, selvom feltet også her forventedes at ligge meget tæt.

Kevin levede op til favoritværdigheden og vandt samtlige 8 ICA Junior Heat. Det var kun i de to tidtagninger, han måtte nøjes med to 2. pladser. Om lørdagen blev tiden sat af Jacob Kristensen, som samtidig satte ny banerekord på Københavns Gokartbane. Søndag var det Bo Sørensen, der tog Pole Position.

Bortset fra at Kevin var suverænt kørende hele weekenden, var der meget tæt kamp om pladserne. Der var mange kørere, der gjorde det godt, og ligeså mange kørere der var udsat for uheld og sammenstød i løbet af weekenden.

Du kan se alle resultater fra weekenden på lug-kbh.dk

Efter weekendens løb, og med fratrækkelse af de 3 dårligste resultater er top 5 i den samlede placering som følger:

1. Kevin Magnussen, 1289 point
2. Bo Sørensen, 1280 point
3. Jacob Nørtoft, 1234 point
4. Michael E. Christensen, 1230 point
5. Nikolaj Rasmussen, 1222 point

(Uofficiel sammentælling af resultaterne foretaget af Erik Madsen, kartnyt.dk)

Her er vinderne af lørdagens ICA Junior finale: 1. Kevin Magnussen, 2. Jannie Johansen, 3. Jacob Nørtoft, 4. Dear Schilling, 5. Bo Sørensen.

ICA
I ICA var det Julian Mengers, Søren Mosebo, Andreas Fasberg, Maiken Rasmussen og Kevin Munkholm, der besatte de forreste 5 pladser. Kevin Munkholm plejer, ligesom Magnussen, at køre rigtig stærkt på hjemmebanen, så flere anså derfor ham som forhåndsfavorit.

Der var nok ikke mange, der havde regnet med at Rasmus Rasmussen fra GGK, som inden weekenden lå på en 10. plads, skulle blive en af weekendens mest dominerende kørere i ICA, men det var faktisk det der skete. Rasmus er netop skiftet fra Swiss Hutless til Kosmic, og stillede for første gang op for sit nye team Ingemann Racing, hvor også Nils Vestergaard (ICA) og Bo Sørensen (ICA Junior) hører til.

Rasmus gjorde rent bord om søndagen, med førstepladser i både tidtagning, kval. heats og finaler.

Både Kevin Munkholm, Søren Mosebo og Maiken Rasmussen havde en meget uheldig weekend, mens både Julian Mengers og Andreas Fasberg var meget stabilt kørende. Julian blev 2’er om lørdagen og vandt søndagens løb, så han fastholder også sin førerposition i den samlede stilling.

Christian Jørgensen så også ud som om han var opsat på at give en god præstation, efter at han blev udelukket fra søndagens løb i Thy. Han startede lidt sløjt med en 13. plads i lørdagens tidtagning, men han fik sig arbejdet godt op, og sluttede som 3’er og 4’er i de to finaler.

En anden, der gjorde det godt i weekenden var Jan Christensen, som fik afprøvet sin nye Alonso Kart. Han blev 5’er og 2′ på tiden, og havde rigtig god fart begge dage. Om lørdagen slap hans dæk dog op før tiden, mens det om søndagen var en lidt for aggressiv konkurrent, der fik sat en stopper for Jans fortjente top-5 placering.

Du kan se alle resultater fra weekenden på lug-kbh.dk

Efter weekendens løb, og med fratrækkelse af de 3 dårligste resultater er top 5 i den samlede placering som følger:

1. Julian Mengers, 1281 point
2. Andreas Fasberg, 1263 point
3. Rasmus Rasmussen, 1240 point
4. Søren Mosebo, 1210 point
5. Jan Christensen, 1191 point

(Uofficiel sammentælling af resultaterne foretaget af Erik Madsen, kartnyt.dk)

Her er vinderne af lørdagens ICA finale: 1. Rasmus Rasmussen, 2. Julian Mengers, 3. Christian Jørgensen, 4. Andreas Fasberg, 5. Andreas H. Jensen.

ICC
Med hjemmebanefordel synes det næsten utænkeligt at der kunne blive andre vindere i ICC end Henrik Lilja. Og det blev da også Lilja, der gjorde næsten rent bord. Michael Ringstrøm pressede ellers godt på, da han kørte sig til en startplacering som nr. 1 i lørdagens prefinale. Herfra tog Lilja dog over igen, og vandt alle resten af heatene.

Michael Ringstrøm, Michael Bo Andersen, Dennis Knudsen og tyske Dominik Stiller, Christian B. Hansen og Dennis Jørgensen var de øvrige kørere, der kæmpede om topplaceringerne.

Efter weekendens løb, og med fratrækkelse af de 3 dårligste resultater er top 5 i den samlede placering som følger:

1. Henrik Lilja, 1196 point
2. Michael Ringstrøm, 1165 point
3. Michael Bo Andersen 1152 point
4. Dennis Knudsen, 1150 point
5. Dominik Stiller, 1139 point

(Uofficiel sammentælling af resultaterne foretaget af Erik Madsen, kartnyt.dk)

Her er vinderne af lørdagens ICC finale: 1. Henrik Lilja, 2. Michael Bo Andersen, 3. Christian B. Hansen, 4. Dennis Knudsen, 5. Michael Ringstrøm.

Der var delte meninger om arrangementet i København
På grund af miljøreglerne kunne træningen ikke starte før kl. 9, og sidste heat skulle være færdigt senest kl. 18. Derfor var det kun de tre Super Kart klasser, der var inviteret til løbet.

Det betød, at tidsplanen, især om lørdagen, var noget sammenpresset, og ikke levnede meget tid til test af forskellige opsætninger under de tre morgentræninger – især ikke for de deltagere, der havde fået pladserne længst væk fra banen. Der var heller ikke særlig lange pauser mellem de enkelte heats, men det så ud til at alle klarede programmet på trods af at det var et stramt program.

Miljøreglerne betød også, at der ikke var mulighed for træning fredag inden løbet, hvilket mange af dem der kommer langvejs fra var trætte af.

Der har også været kritik af officials og løbsledelse. Uanset om kritikken er berettiget eller ej, er det min opfattelse, at det var en god løbsweekend, som ikke var væsentligt dårligere end andre danske løbsweekender.

Om det så er godt nok til den løbsserie, der burde løftes op til at være gokartens svar på DTC, kan naturligvis diskuteres. Personligt så jeg meget gerne at niveauet blev hævet, og deltagergebyret til en løbsweekend som Peugeot  Super Kart er trods alt den mindste udgift ved at deltage, så hvis der kan købes et højere niveau ved at deltagergebyret sættes op, så er jeg bestemt fortaler for det – det koster f.eks. 800 euro at tilmelde sig et WSK løb.

Under alle omstændigheder mener jeg det er vigtigt, at de mange mennesker, der har lagt et stort, frivilligt og ulønnet stykke arbejde i arrangementet, ikke udsættes for urimelig personlig kritik.

Publikum havde masser af tid til at nyde racet og det gode vejr.

Scroll til toppen