Vi havde fortjent 3 danske podiepladser til NEZ

Ud over Kevin Magnussens flotte og fortjente førsteplads, havde både Kevin Munkholm i ICA og Bo Sørensen i ICA Junior fortjent en podieplads. Desværre lykkedes det ikke, men de fortjener alligvel ros for deres flotte indsats.

Her er Kevin Munkholm (nr. 3) i pole position i ICA finalen. Desværre kunne han ikke holde placeringen.

Kevin Munkholm havde kørt sig frem til en startplacering som nr. 1 i den afgørende finale. I søndagens kvalifikationsheat havde der dog været lidt problemer med opsætningen, da han ikke havde helt så meget fart som i de to heat der blev kørt om lørdagen.

Der blev arbejdet ihærdig hos Euroteam, for at finde den rigtige opsætning til finalen, hvor Kevin fik en god start og holdt sig pænt foran konkurrenterne de første omgange. Efterhånden som heatet skred frem mistede han mere og mere fart i forhold til konkurrenterne. Han måtte derfor se hele 6 kørere overhale inden han kunne køre over målstregen som nr. 7. Formentlig skyldes den manglende fart en detalje i opsætningen, som skulle have været anderledes.

Det siger alt om, hvor tæt konkurrencen er, og hvor lidt der skal til for at man rykker ned i feltet. Vi var mange, der havde håbet at det ville lykkedes for Kevin at trække en fortjent podieplads hjem til Danmark. 

Bo Sørensen (nr. 17) var med helt fremme, og kørte også hurtigste tid i finalen – desværre lykkedes det alligevel ikke at komme på podiet.

Bo Sørensen havde ikke haft så meget fart på i træningerne, men da tidtagningen skulle køres var han skarp, og kørte en 3. plads hjem på sidste omgang i den første tidtagning. I anden tidtagning forbedrede konkurrenterne deres tider, men det gjorde Bo også, så han holdt 3. pladsen – kun 3/100 sek. efter den førende svensker Jesper Wernersson.

Efter to 3. pladser og en 12. plads i kvalifikationsheatene, skulle Bo starte 4’er i finalen. Her blev han desværre ramt af en konkurrent på en af de første omgange, og kom aller bagest. Efter heatet havde været stoppet med rødt flag, og igen sat igang med Bo allerbagest, kæmpede han sig op til en 12. plads – undervejs satte han hurtigste tid i finalen, så var han ikke røget af i starten havde der været rigtig gode chancer for en podieplads.

Dennis Lind havde fået Joachim Stephansen som mekaniker, og gjorde en god indsats, der blev afsluttet med en 7. plads i finalen.

Ingen af de øvrige danskere var med helt fremme
Dennis Lind fik kørt sig op på en 7. plads i finalen, hvor han gjorde det rigtig godt. De danske placeringer var som følger:

ICA Junior
1. Kevin Magnussen
7. Dennis Lind
12. Bo Sørensen
18. Jannie Johansen
25. Michael E. Christensen
26. Rasmus Bastkjær
Udg. Nicolaj Møller Madsen

Nikolaj Rasmussen måtte undlade at køre på grund af et bøjet ribben, Toke Christensen og Mikkel Sørensen havde meldt afbud.

Der var god tid mellem heatene i Norge – der var endda pause i den norske kirketid søndag formiddag. Her er det juniorkørerne (fra venstre) Nikolaj Rasmussen, Bo Sørensen og Nicolaj Møller Madsen der får en hyggesnak.

ICA
7. Kevin Munkholm
13. Thomas Dam
15. Jan Christensen
16. Steven A. Jensen
18. Julian Mengers
21. Alexander Biune
34. Niels Vestergård

Yamaha og Rotax Max
Nicki Jensen stillede op som eneste dansker i Formel Yamaha, og det samme gjorde Mikkel Byrialsen i Rotax Max. De sluttede begge bagest i feltet.

Du kan se alle resultater på rudskogen.com

Scroll til toppen