Viking Trophy 2007 blev kørt i det skønne bakkede landskab ved Rudskogen i Norge den 30/6 – 1/7. Der var Svensk sejr i både KF2, KF3 og KZ2, men det blev til 5 danske top 5 placeringer i de 3 internationale klasser.
Bo Sørensen (billedet) blev nr. 2 i KF3 klassen, hvor Kevin Magnussen blev nr. 4. I KF2 var det Kevin Munkholm, der tog 2. pladsen, Søren Mosebo 4. pladsen og Rasmus Bastkjær 5. pladsen. Foto: Åge Kirketerp.
KF3 – 32 deltagere
Det var ellers Jonas Hansen, Jacob Kristensen og Nicolaj Møller Madsen, der kom bedst fra start i lørdagens regnvejr i Rudskogen. De tre blev nr. 2, 3 og 5 i tidtagningen.
Nicolaj Møller Madsen vandt første kval. heat og Jacob Kristensen vandt 2. kval. heat. Michelle Gatting var blevet 10er i tidtagningen, og tog to 4. pladser i kval. heatene. Både Kevin Magnussen, Bo Sørensen og de øvrige danskere i KF3 lå længere nede i feltet.
I søndagens prefinale var det Michelle, der gjorde det bedst, da hun kørte en 3. plads hjem. Nicolaj tog 6. pladsen, og Bo var efterhånden ved at finde rytmen, og fik kørt sig frem til en 8. plads.
Da finalen kom var det Bo der slog til, og satte sig på 2. pladsen, mens Kevin tog 4. pladsen. Nicolaj, der havde været rigtig hurtig hele weekenden lå på en 5. plads, da han røg af banen under et overhalingsforsøg. Jacob Kristensen havde også farten, men røg også af banen. Michelle kørte finalens næsthurtigste tid, men måtte nøjes med en 11. plads – lige efter Victor Öberg, som satte finalens hurtigste tid.
Svenske Timmy Hansen vandt årets Viking Trophy.
Du kan se alle KF3 resultaterne her
KF2 – 24 deltagere
I KF2 startede danskene med hele 3 kørere i top 5 ved tidtagningen: Kevin Munkholm (2), Andreas Fasberg (3) og Søren Mosebo (4). Det var også de tre mest dominerende Danske kørere. På et tidspunkt i første kval. heat lå de som nr. 1, 2 og 3.
Andreas Fasberg vandt første kval. heat med Kevin på 2. pladsen, mens Søren var røget ned på en 8. plads. I andet kval. heat tog Søren sejren med Kevin på 2. pladsen og Andreas på 4. pladsen.
I prefinalen fortsatte Kevin sin ubrudte række af 2. pladser, mens Andreas blev 3er og Søren 5er. Den næste ud af de 7 Danske deltagere var Rasmus Bastkjær på 13. pladsen, så det så ud til at podiechancerne var hos Kevin, Søren og Andreas.
Da finalen kom tog Kevin endnu en 2. plads, og fuldendte dermed en komplet række med i alt fem 2. pladser. Svenske Jesper Wernersson løb med sejren.
Søren Mosebo tog 4. pladsen, og lidt overraskende var det Rasmus Bastkjær, der havde fået kæmpet sig op til den sidste top-5 placering, lige foran Dear Schilling, mens Andreas Fasberg var udgået 8 omgange før mål. Søren Mosebo kørte finalens hurtigste tid.
Du kan se alle KF2 resultaterne her
KZ2 – 18 deltagere
Der var kun to danske deltagere i KZ2 klassen – det kunne ellers have været spændende at se hvad f.eks. Henrik Lilja og Morten D. Jensen kunne udrette blandt de andre vikinger.
Jan Christensen kom til Norge fuld af selvtillid, efter nogle flotte resultater i Peugeot Super Kart, mens Christian B. Hansen mildt sagt havde haft en elendig weekend til Peugeot Super Kart, hvor han var sluttet sidst i begge finaler – men man må gå ud fra, at han så var ekstra opsat til at gøre en god indsats i Norge.
Det var dog Jan, der var det Danske lyspunkt i KZ2. Med en 3. plads i tidtagningen og to 4. pladser i kval. heatene så det lovende ud for Jan forud for prefinalen. Christian B. Hansen blev 18er på tiden, og herefter var weekendens bedste resultat en 8. plads i første kval. heat.
I prefinalen måtte Jan desværre en tur af banen, og sluttede som nr. 16. Det betød hårdt slid i finalen, hvor han fik kørt sig 10 pladser frem, til en slutplacering som nr. 6. Rigtig flot gået af Jan, der er i gang med sin første sæson i KZ2 klassen.
Svenske Mattias Ekman vandt Viking Trophy 2007 for KZ2.
Du kan se alle KZ2 resultaterne her
Kort pause for KF2 og KF3 kørerne, der skal til EM-kval.
De fleste KF2 og KF3 kørere får ikke meget pause, da de om to uger skal køre EM-kvalifikation i Genk (Belgien). Her er Danmark den nation med flest deltagere – hele 19 kørere i KF2 og KF3 tager turen til Belgien, som selv stiller med 14 kørere.