14 danskere er på startlisten til 2. afdeling af Tysk Mesterskab, som køres i Wackersdorf i pinsen. Nicolaj Møller Madsen og Michelle Gatting kommer til Wackersdorf som 1er og 2er i top-klassen KF2. Bo Sørensen og Thomas Krebs er 7er og 8er, mens Chrisitan Sørensen er 9er i KF3.
Her er 3 af deltagerne til Tysk Mesterskab – Bo Sørensen (til venstre) er sandsynligvis ved at forklare Jacob Nørtoft (til højre), Nicolaj Møller Madsen (med ryggen til) og mekaniker Benjamin Kristiansen, hvordan han har tænkt sig at køre forbi dem :-).
Med 4 danskere i top 10 i KF2 og 1 dansker i top 10 i KF3 er der lagt op til en spændende pinseweekend for de danske kørere – men også blandt kørerne uden for top 10 er der forventninger om topplaceringer i Wackersdorf.
F.eks. er jeg sikker på, at Jacob Nørtoft og Dear Schilling, der er på en 14. og 15. plads i mesterskabet, går målrettet efter bedre placeringer i Wackersdorf. Jacob er netop blevet 3er til DM, hvor Dear Schilling blev 5er.
En forventningsfuld Jacob Nørtoft fortæller at: “Målet er helt klart at komme i top 3. Jeg kan rigtig godt lide Wackersdorf, så jeg glæder mig virkelig til det løb. Foto Bas, RaceExpress.nl.
Lars Sørensen, der indtil nu har haft en temmelig uheldig sæson, har stoppet samarbejdet med det tyske KSB team, og får til løbet i Wackersdorf i stedet opbakning af Gert Munkholm, så det bliver også spændende at følge Lars til løbet i Wackersdorf.
Hvis Christian Sørensen ikke får kvalt Ivan Holmstrøm inden løbet i Wackersdorf, skal han måske være mekaniker for Christian – da Ivan ikke længere er mekaniker for Michelle Gatting.
Andreas S. Hansen (119), der her ses i et alvorligt sammenstød til EM kvalifikationen i Genk, er helt sikkert også opsat på at få mesterskabspoint i Wackersdorf. Andreas kvalificerede sig til EM på trods af det alvorlige uheld i første finale. Han var ellers blevet kørt på skadestuen, og ingen forventede at han skulle ud og køre igen – men Andreas ville det anderledes, og insistrede på at køre den sidste og afgørende finale. Her kørte han sig fra nr. 32 til 12, og satte samtidig hurtigste tid. Hvis han kan finde den jernvilje frem igen i Wackersdorf – og så ellers undgå uheld – har han gode chancer for at få point med hjem.
Her er de danske kørere, der står på den foreløbige startliste på kartsport.de:
DKM – KF2
Jacob Nørtoft
Nicolaj Møller Madsen
Michelle Gatting
Bo Sørensen
Thomas Krebs
Dear Schilling
Thomas Fjordbach
DCKM – KF2
Lars Sørensen
DJKM – KF3
Christian Sørensen
Kean Kristensen
Nicolas Beer
Philip Orcic
Andreas S. Hansen
Patrick Jensen
Held og lykke til de danske kørere i Tyskland.
/Gokartweb.dk, Torben R.