Andreas Fasberg slog til på det helt rigtige tidspunkt, da han valgte den 25 omgange lange finale til at køre fra norske Kenneth Østvold, som ellers havde vundet alle sine heats før finalen.
Her jubler Andreas Fasberg lige efter han er kørt over målstregen som vinder af KZ2 finalen.
KZ2 klassen blev startet med to Energy Karts i front – Kenneth Østvold og Michael E. Christensen, efterfulgt af Dennis Petersen, Henrik Lilja og Andreas Fasberg.
I kvalifikationsheats og prefinale var Kenneth Østvold urørlig på førstepladsen, mens Michael E. Christensen kom igennem kval. heatene som 2er, Andreas Fasberg 3, Thomas Dam 4 og Frederik H. Hansen 5. Dennis Petersen var blevet 8, 6 og 13 i kval. heatene, og det rakte til en startplacering som nr. 8 til prefinalen.
Andreas Fasberg havde support af Alessandro Manetti, som har konstrueret den AM kart Andreas kører i, og forhandler i Danmark. De havde fundet det helt rigtige setup til finalen, hvor Andreas endelig fik overhalet Kenneth Østvold, og kørte sejren hjem.
Her har Andreas Fasberg (206) fået indhentet Kenneth Østvold (201), og lægger an til sin afgørende overhaling.
Med fare for at andre kan føle sig forbigået, vil jeg mene at Michael E. Christensen var weekendens mest uheldige KZ2 kører. Han udgik fra sin 2. plads i starten af prefinalen, og måtte derfor starte helt tilbage i feltet til finalen. Her kørte han hurtigste tid, men da han var kommet frem i den forreste del af feltet, måtte han endnu engang udgå med teknisk defekt. På billedet har han fået overhalet Frederik H. Hansen.
Frederik H. Hansen (219) lavede en lidt for hurtig start fra sin placering som nr. 6 var han gennem første sving som 2er, men udgik 5 omgange før mål – og blev desuden idømt tidsstraf for sin tyvstart. Han havde ellers farten til en top 5 placering.
Henrik Lilja havde en rigtig skidt finale. hvor han først røg af banen i starten. Da han senere havde kæmpet sig langt frem i feltet, røg han af endnu engang og måtte så kæmpe sig op igen – det blev kun til en 11. plads, selvom han også havde fart til mere.
Her er de glade vindere af KZ2 finalen.
Se over 800 billeder fra løbet her
– husk at spørge om lov, hvis du skal bruge nogle af billederne offentligt
De 15 KZ2 bedste kørere, har også kvalificeret sig til World Cup – rækkefølgen blev som følger
1. Andreas Fasberg, DK, AM Kart / Maxter
2. Kenneth Østvold, N, Energy / TM
3. Leopold Ringbom, FIN, Gillard / SGM
4. Thomas Dam, DK, Sodi Kart / TM
5. Roope Turunen, FIN, Tony Kart / TM
6. Michael Bo Andersen, DK, GP / TM
7. Dennis Petersen, DK, Maranello / TM
8. Steffen Lundanes, S, First Kart / TM
9. Kristian Turpeinen, FIN, Intrepid / TM
10. Dennis H. Knudsen, DK, Swiss / TM
11. Henrik Lilja, DK, Zanardi / TM
12. Jacob Dalby, DK, Maddox / TM
13. Martin V. Mortensen, Maranello / TM
14. Espen Liseth, N, Spirit / TM
15. Tobias Nilsson, S, Energy / TM