Nicolaj Møller Madsen Europamester i KF2

Nicolaj Møller Madsen vandt en suveræn sejr i finalen ved Europamesterskabet for KF2 i belgiske Genk den 11. juli.

Her er Nicolaj Møller Madsen på podiet i Genk. Ved siden af ham er Sébastien Bailly fra Belgien og Teemu Suninen fra Finland, der sluttede som nr. 2 og 3.

Det flotte baneanlæg i Genk gav en perfekt ramme om en af årets største karting begivenheder – Europamesterskabet for KF2 og KF3. 83 deltagere i KF2 og 82 deltagere i KF3 havde kvalificeret sig gennem de tre regioners kvalifikationsløb.

Rekordstor dansk deltagelse
9 danskere havde kvalificeret sig i KF2 og 9 i KF3. Deltagerne blev mødt af en ekstrem varm belgisk sommer, med temperaturer mellem 30 og 35 grader i skyggen. Dermed var der lagt op til en lang, hård og meget varm weekend – og det blev det også.

Weekenden startede med frie træninger og tidtagninger om fredagen. Alle kørere skulle igennem 4 kvalifikationsheat i kampen om at komme videre til søndagens prefinaler og finaler. KF2 kørte alle deres kvalifikationsheats om lørdagen, mens KF3 kørte deres sidste kvalifikationsheat søndag formiddag.

Herefter var der pause og præsentation af alle deltagerne inden de 34 bedste kørere fra hhv. KF2 og KF3 kunne tage hul på de afgørende prefinaler og finaler søndag eftermiddag.

Nicolajs Møller Madsens vej til Europamesterskabstitlen
De danske deltagere gjorde det generelt rigtig godt til EM finalen i Genk, men i denne artikel vil jeg nøjes med at hylde vores nye danske Europamester, og fortælle om hans vej til sejren.

Nicolaj fik ikke den bedst tænkelige start på weekenden, da han i en meget tæt tidtagning måtte nøjes med en placering som nr. 15 ud af de 83 deltagere. Kørerne blev nu delt i 5 grupper, og skulle igennem 4 kvalifikationsheats hver.

Nicolaj gjorde det rigtig godt i alle sine 4 heats, hvor han tog en sejr, to andenpladser og en 7. plads. Noget af det sværeste i en stor turnering som en EM finale er at komme igennem de indledende heats uden uheld, og samtidig have både fart og racecraft nok til at køre nogle gode heatplaceringer ind.

Med ca. 1/10 sek. i forskel for hver 10 pladser skal alt fungere perfekt for at vinde
Nicolaj Møller Madsen har flere gange i år vist at han kan bevare både fart, overblik og koncentration gennem en lang weekend, så han kan køre sig til en position, der gør det muligt for ham at vinde – selvom en lang række konkurrenter kan køre omgangstider, der er stort set ligeså hurtige som Nicolajs.

En anden meget vigtig forudsætning for at kunne vinde store løb er et godt samarbejde med såvel den personlige mekaniker som teamets teknikere. Der er ikke plads til fejl eller forglemmelser, og køreren skal kunne give præcise tilbagemeldinger til sin mekaniker og teamets teknikere, så de altafgørende detaljer i forberedelsen af kart og motor kan være helt optimale.

nicolaikoelerfoerstart620.jpg

Her er en meget koncentreret Nicolaj – med en kold, våd t-shirt over hovedet – før starten på prefinalen. Han sidder sammen med sin ligeså koncentrerede danske mekaniker, Morten Løvdal Nielsen, som arbejder fast for Nicolaj og det italienske Energy team.

Nicolaj klar til prefinalen med startplacering som nr. 2
Med sin stabile indsats i kvalifikationsheatene kunne han starte prefinalen fra en 2. plads, lige ved siden af finske Teemo Suninen, som havde en også meget stærkt kørende Michelle Gatting lige bag sig på 3. pladsen.

nicolai_foerstart620.jpg

Her holder Nicolaj klar til starten på prefinalen – nye dæk og tankerne helt fokuseret på racet.

Nicolaj havde en tæt fight med Michelle Gatting om 2. pladsen på første omgang, men det var Nicolaj, der havde mest fart og da de kørte over målstregen til 2. omgang var Nicolaj på 2. pladsen, mens Teemo Suninen havde fået et forspring, og Michelle var bag Nicolaj. Efter den start holdt Nicolaj sin 2. plads hele prefinalen uden hverken at hente ind på Suninen eller for alvor at blive presset bagfra. Dermed var første startrække til finalen den samme som til prefinalen.

Alt fungerede for Nicolaj i finalen
Suninen tog igen starten og fik et forspring på omkring et sekund til Nicolaj, der også kom igennem første omgang uden at miste sin placering. Efter nogle få omgange var det tydeligt, at Nicolaj trak fra sine forfølgere og hentede mere og mere ind på Suninen.

Ca. en tredjedel inde i den 23 omgange lange finale lykkedes det Nicolaj at passere Suninen. Finnen svarede dog igen med en overhaling allerede i næste sving, men Nicolaj havde overskuddet og tog førstepladsen igen to sving senere, og så var det slut med de finske angreb.

Nicolaj satte hurtigste omgangstid i finalen og øgede sit forspring mere og mere indtil han kunne køre over målstregen mere end 3 sekunder foran Sébastien Bailly, der nogle få omgange forinden havde fået indhentet og overhalet Teemo Suninen.

Et utrolig flot race, en velfortjent sejr. Stor ros til både Nicolaj, Morten Løvdal Nielsen og hele Energy teamet.

mortenmekaniker620.jpg

Morten Løvdal er en af de få danskere, der arbejder fast for et af de store italienske fabriksteams. Her bekræfter han, at Nicolajs kart nok skal blive helt klar til finalerne.

nicolaivinder620.jpg

Her er en glad – og meget varm – Nicolaj lige efter sejren i KF2 finalen.

vinderchampagne620.jpg

Her deler Nicolaj og Teemo Suninen champagne på podiet.

Artikel om de andre flotte danske præstationer ved EM følger inden længe!

Du kan se alle resultaterne på cikfia.com.

Scroll til toppen