Jan Andreasen slog til på det rigtige tidspunkt

Jan Andreasen skruer selv på karten, og har ikke et stort team i ryggen, men han kører hurtigt, og forstår at slå til på det rigtige tidspunkt – det gav ham sejren i Rotax DD2 Nordic Championship.

Når det er godt vejr er det vel ikke nødvendigt med et skruetelt, selvom løbet er Nordisk Mesterskab. Jan Andreasen har selv styr på grejet før heatstart.

Der var 19 deltagere i DD2 klassen ved Rotax Nordic Championship i Ikast den 6-8. august. Både Andreas H. Jensen og Dennis Ladefoged har gjort det flot til Rotax Euro Challenge, hvor Andreas lagde ud med at vinde første afdeling, så det var ikke nogen overraskelse at de to kørere holdt i forreste række efter tidtagningen i DD2 – Andreas på Pole og Dennis knap 2 hundrededele efter.

dd2start620.jpg

Andreas H. Jensen (633) og Dennis Ladefoged (1) holdt forrest efter tidtagningen, men fik hård konkurrence hele weekenden.

På de næste pladser – også kun med få hundrededele i forskel – kom Mike Hansen, Jan Andreasen og Michael Espersen. En af de hurtige kørere fra KZ2 klassen – Anders Elkjær – stillede også op i DD2 klassen, men han måtte nøjes med en 8. plads i tidtagningen, med knap 3 tiendedele op til Andreas H. Jensen.

Dennis Ladefoged kom bedst igennem kvalifikationsheatene
Andreas H. Jensen vandt det første kvalifikationsheat foran Dennis Ladefoged, Mike Hansen, Jan Andreasen og Jan Øer – men Anders Elkjær havde fundet rytmen i den 2-gearede DD2 kart, da han satte hurtigste tid i heatet, og havde fået kørt sig frem til en 3. plads, da han udgik få omgange før heatet var slut.

I andet kvalifikationsheat vandt Dennis Ladefoged foran Jan Andreasen og Mike Hansen, mens Andreas H. Jensen var nede som 4er, efterfulgt af Michael Espersen.

anderselkjaer620.jpg

Debutant i klassen Anders Elkjær (31) satte igen hurtigste tid i heatet, men denne gang røg han bagest i feltet på første omgang, og måtte bruge heatet på at køre sig frem til en slutplacering som nr. 11.

Dennis Ladefoged var derfor klar til at starte prefinalen fra Pole position, efterfulgt af Andreas H. Jensen, Mike Hansen, Jan Andreasen og Michael Espersen.

Jan Andreasen vandt både prefinale og finale
Fra sin startplacering som nr. 4 tog Jan Andreasen sejren i prefinalen, hvor Dennis Ladefoged fik andenpladsen foran Mike Hansen, der havde haft en hård kamp om pladsen med Anders Elkjær, men på de sidste omgange havde fået lagt afstand til Anders – som igen satte hurgtigste tid i heatet. Andreas H. Jensen havde lidt problemer med karten, og måtte tage til takke med en 5. plads.

janandreasen620.jpg

Jan Andreasen (2) slog til på det helt rigtige tidspunkt, da han vandt både prefinale og finale.

I finalen fortsatte Andreas H. Jensens problemer med karten, og han kunne ikke holde samme fart som tidligere. Det kunne Jan Andreasen derimod, og han kørte en flot sejr hjem, hvor han var under pres fra Dennis Ladefoged hele heatet – en enkelt gang var Dennis også forrest, men Jan var cool og vandt en velfortjent sejr med et forspring på kun 3 tiendedele til Dennis.

Bag de to var der en tæt fight mellem Mike Hansen og Anders Elkjær. Denne gang var det Anders, der trak det længste strå og kunne køre i mål som en flot 3er i sit første DD2 løb – igen med hurtigste tid i heatet. 5. pladsen gik til Nicolai Tharup, der havde kørt sig flot op fra en startplacering som nr. 11 – han henviste Andreas H. Jensen til 7. pladsen, da Andreas også var blevet overhalet af Christian Høgh.

mikehansen620.jpg

Mike Hansen (60) måtte kæmpe hårdt om placeringen med Anders Elkjær i både prefinale og finale. I prefinalen vandt Mike duellen, men i finalen var det Anders der vandt den tætte kamp mellem de to.

nicolaitharup620.jpg

Nicolai Tharup (23 med orange hjelm) startede finalen på en 11. plads, men kørte sig flot frem til en slutplacering som nr. 5.

Top 5 i DD2 Rotax Nordic Championship 2010 blev

1. Jan Andreasen
2. Dennis Ladefoged
3. Anders Elkjær
4. Mike Hansen
5. Nicolai Tharup

Besøg gokartweb.dk på Facebook – her er 200 billeder fra løbet

Der er også en masse billeder fra løbet på maxonline.dk

Du kan finde alle resultaterne på mylaps.com

Scroll til toppen