KZ2 klassen fortsat stærk

Med 26 deltagere i KZ2 var der stadig god konkurrence i klassen selvom mange har været utilfredse med at klassen ikke er med på DM programmet, og flere topkørere er stoppet.

Weekendens dominerende kørere var de 5 på billedet her – Henrik Lilja, Michael E. Christensen, Dennis Petersen, Toke Christensen og Michael Bo Andersen – samt Michael Sørensen som sluttede lige uden for top 5 begge dage. Foto: Karting i Billeder.

Henrik Lilja helt suveræn om lørdagen

I lørdagens race viste Henrik Lilja at han også i år bliver meget svær at bide skeer med i KZ2 klassen. Han vandt tidtagningen, begge sine indledende heats og finalen, selvom både Dennis Petersen og Michael E. Christensen gjorde hvad de kunne for at presse ham.

Toke Christensen vandt søndagens tidtagning

I søndagens tidtagning var banen stadig fugtig, og Toke Christensen satte tiden med en margin på hele 8/10 sek. til Henrik Lilja, mens Adam Nielsen kom ind på en 3. plads 1½ sekund efter Lilja. Herefter kom Michael Sørensen, Michael Bo Andersen og Michael E. Christensen.

Herefter tog Henrik Lilja over igen og vandt begge sine kval. heats, så han kunne starte finalen på pole position foran Dennis Petersen, Michael E. Christensen, Michael Sørensen og Peter Asp (en af de få svenske deltagere).

Michael Bo Andersen var nede som nr. 11, efter han havde været i problemer i sit ene heat, hvor han sluttede som nr. 14, mens han blev nr. 2 i det andet heat.

Toke Christensen var helt nede som nr. 17. Han havde ellers vundet det ene af sine kval. heats, men var udgået af det første, så det var noget surt for Toke, der uden tvivl havde tænkt sig køre med om sejren efter at have vundet tidtagningen.

Michael E. Christensen var hurtigste mand i søndagens finale

Dennis Petersen tog føringen fra starten af finalen, men det holdt kun nogle få omgange, så var Henrik Lilja igen i front, og det så længe ud til, at søndagens finale skulle blive en gentagelse af lørdagens, med Lilja øverst på podiet.

I den sidste del af finalen blev det dog tydeligt, at Michael E. Christensen – ligesom det var tilfældet i 2010 – havde rigtig meget fart i karten, og i løbet af 3-4 omgange fik han hentet og overhalet Henrik Lilja, der fulgte Michael tæt indtil de kørte over målstregen med få centimeters afstand.

Dennis Petersen kom ind som nr. 3, Michael Bo Andersen som nr. 4, og Toke Christensen fik kørt sig op på en 5. plads, mens Michael Sørensen igen tog den meget utaknemmelige 6. plads.

Flere kørere var savnet – men også nye var kommet til

Blandt sidste års kørere savnede vi blandt andet Frederik H. Hansen, Jan Christensen og Anders Elkjær og Andreas Fasberg.

Blandt de nye kørere i klassen var blandt andet Lasse Poulsen, der kom ind som nr. 7 i søndagens finale og Chris Bo Hansen, der kom ind som nr. 10 i søndagens finale. En gammel kending – Michael Hansen (storebror til Jonas Hansen) stillede også op i klassen, og blev nr. 8 i lørdagens finale, men udgik om søndagen.

Du kan se billeder fra løbet på Facebook.com/gokartweb.dk

Du kan se alle resultater på mylaps.com

Scroll til toppen