Ved et flot show i Cirkusbygningen i København blev de danske motorsports stjerner og stjernefrø hædret foran et stort publikum.
Forud for arrangementet i Cirkusbygningen havde B.T. afholdt en online afstemning, hvor alle kunne stemme på de nominerede inden for alle kategorierne.
De nominerede til den største pris inden for karting – Årets Kartingkører var:
- Kasper H. Jensen, der fik en flot 2. plads ved det samlede Rotax Eurochallenge.
- Andreas S. Hansen, der vandt bronce ved EM i KF2.
- Henrik Lilja, der debuterede i EM for 250 cc Super Kart med en flot samlet 5. plads.
- Christian Sørensen, der fik en flot 2. plads ved World Cup i KF2.
Alle kørerne har vist deres værd ved en række flotte resultater gennem de senere år, så ingen tvivl om, at nomineringerne var fuldt fortjente.
Det blev Christian Sørensen fra Varde, der løb med titlen som Årets Kartingkører 2011 – stort tillykke til Christian.
Du kan se alle videoer fra Dansk Motorsport Award 2012 på danskmotorsportaward.dk
Ud over prisen som Årets Kartingkører blev Christian også tildelt Colding pokalen, som også uddeles hvert år til en karting kører, der præsenterer Danmark flot på den internationale scene. Pokalen er en af de ældste i Dansk Motorsport, og er indstiftet af tidligere landstræner i karting, Søren Colding.
Årets Kartingtalent blev også kåret
Nicklas Nielsen blev kåret som årets karting talent og blandt DASU prismodtagerne skal også nævnes Michelle Gatting, der fik prisen som årets talent inden for Asfalt bane, for sine præstationer i Formel Ford. Michelle skal, som tidligere skrevet her på siden, deltage i Scirocco Cup i 2012.
Nicklas Nielsen blev kåret som årets kartingtalent, blandt andet for sine flotte præstationer ved WSK og Asia / Pacific Championship i 2012. Foto: Nicklasnielsen.com.
Stort tillykke til alle prismodtagerne.