Danskerne viste tænder til Winter Cup

På billedet går starten til KF3 finalen, hvor Nicklas Nielsen (3) havde kørt sig frem til en startplacering som nr. 5.

Skidt start for de danske KF3 kørere

Daniel Lundgaard, Slavko Ivanovic og Peter R. Bøllingtoft var virkelig kommet på en hård opgave i det 104 mand store KF3 felt. Med tidtagningsresultater langt nede i feltet, skulle der både held og hurtighed i rigelige mængder til, hvis de skulle klare sig igennem til finalerne.

Det lykkedes da heller ikke for nogen af de 3 danskere, som uden tvivl har fået en værdifuld træning ud af køre såvel træninger, tidtagning og 5 kvalifikationsheats med nogle af de bedste juniorkørere i verden.

Nicklas Nielsen fik en skidt tidtagning, men kæmpede sig flot igennem til KF3 finalerne

Nicklas har efterhånden kørt rigtig mange omgange på South Garda, og under træningerne fandt han også hurtigt farten. Ved træningerne med nye dæk inden tidtagningen var der dog pludselig problemer, og tiderne var langsommere end på de brugte dæk.

Til tidtagningen blev der derfor forsøgt radikale ændringer, der desværre gik den forkerte vej, hvilket betød at Nicklas blev nr. 14 i sin gruppe, ca. 5/10 langsommere end den hurtigste. Det lyder måske ikke så slemt, men det betød en startplacering som nr. 21-23 i de 5 kval. heat, og dermed svære odds.

Det lykkedes Nicklas at komme fornuftigt igennem kval. heatene – og i sidste kval. heat satte han den bedste omgangstid, der var blevet kørt i alle kval. heats – kun 1/10 sek. langsommere end pole tiden fra tidtagningen.

En fantastisk prefinale af Nicklas

Prefinalen blev et fantastisk race for Nicklas. Da starten gik undgik Nicklas behændigt tumult i første sving, og allerede i sving 3 var han avanceret fra sin startplacering som nr. 24 til nr. 11. Da han krydsede målstregen første gang var han nr. 9, og herfra kørte han sig flot videre til en slutplacering som nr. 5 – og dermed et udgangspunkt for finalen, der var endnu bedre end nogen kunne have håbet på efter den svære start.

Virkelig hård fight i finalen

Finalen må have været ret nervepirrende for Nicklas’ familie og teamet. Han fik en god start, og kæmpede sig frem til en 3. plads nogle omgange inde i finalen. Alle de første 10 kørere lå dog meget tæt, og der blev fightet hårdt om pladserne. Efter at have forsvaret sig rigtig godt, var det desværre Nicklas, der trak et af de korteste strå, og han måtte noget skuffet nøjes med en 8. plads.

Set med næsten objektive danske øjne, var en podieplads inden for rækkevidde – men det var den desværre også for mindst 10 af de nærmeste konkurrenter…

Christian Sørensen lagde flot ud med en samlet 3. plads i KF2 tidtagningen

Med den flotte tidtagning, kunne Christian starte alle sine 5 kval. heat fra forreste startrække. Til et løb med 97 af europas bedste KF2 kørere er det dog ingen garanti for ikke at blive komme i infight i de svære starter. Det skete også for Christian i 2 af sine heat, som han sluttede som nr. 11. Ellers vandt han et heat, og blev nr. 4 og 5 i de øvrige. Det betød, at Christian kunne starte prefinalen fra en 10. plads, som bedste dansker.

wintercup_csoerensen620

Her er Christian Sørensen i sin LH Kart – der ligesom CRG, Maranello, Zanardi (og nu også danske DINO) produceres af Tinini Group.

Max Klinkby-Silver havde desværre ét heat, hvor han sluttede som nr. 27 – ellers klarede han sig rigtig flot igennem kval. heatene med to 3. pladser, en 4. plads og en 7. plads. Det betød, at Max kunne starte prefinalen som nr. 16.

wintercup_klinkby640

Her er Max Klinkby-Silver (18) i sin Birel kart. Der blev kørt meget tæt – selvom Max i en periode kørte rundt helt for sig selv, efter han havde været af banen en tur.

Jacob Nørtoft og Andreas S. Hansen måtte en tur i opsamlingsheat, efter placeringer som nr. 30 og 48 efter kval. heatene. Kevin Rossel kunne ikke få grejet til at fungere optimalt, og måtte sige farvel og tak som nr. 54 efter de 5 kval. heat.

wintercup_andreasshansen620

Her er Andreas S. Hansen, der klarede sig igennem opsamlingsheatet som nr. 3, og kom dermed videre med en startplacering som nr. 31 i prefinalen. Andreas kører igen i år for Maranello EGP teamet.

wintercup_noertofthenterdaek620

Mens Nørtoft kæmper for at finde sponsorer til at fortsætte karierren i formel-biler, var Ricky Flynn teamet kommet med et godt tilbud på deltagelse i Winter Cup. Desværre var det ikke Jacobs weekend, og han måtte pakke sammen efter opsamlingsheatet, hvor han blev nr. 9.

Dansk nedtur i KF2 finalerne

Bortset fra hollandske Max Verstappen, der konstant var 1-2 tiendedele hurtigere end de nærmeste konkurrenter, så var næsten alle finaledeltagerne i stand til at køre tider inden for samme tiendedel af et sekund. Kampen om placeringerne var derfor utrolig hård fra start til slut.

Det gik desværre hårdt ud over Christian Sørensen i prefinalen, hvor han røg tilbage fra sin startplacering som nr. 10 til en slutplacering som nr. 19. Max Klinkby klarede sig omvendt godt igennem, og avancerede til en 11. plads.

Andreas S. Hansen kæmpede hårdt, og vandt da også 5 pladser i prefinalen, så han kunne starte finalen fra nr. 26.

I finalen røg Max desværre af i starten, og kom ud bag hele feltet. Christian fightede virkelig hårdt, og var på et tidspunkt oppe som nr. 9, men desværre kom han skidt ud af nogle nærkampe, så han på et tidspunkt kom ned bag Andreas, som ikke rigtig havde overskud til at kæmpe sig længere frem.

Finalen endte med Christian som nr. 18, Andreas som nr. 20 og Max som nr. 23. Christians bedste omgangstid var iøvrigt identisk med teamkollegaen Tom Joyner, der sluttede på en 4. plads…

wintercup_csoerensen_daekmont620

Selvom man er fabrikskører og årets kartingkører i Danmark, kan man godt selv hjælpe med at montere regndæk – her er det Christian Sørensen, der er i aktion i parc fermé området, hvor også Max Klinkby-Silver var i gang med dækmonteringen.

Top 5 i Winter Cup for KF2 blev

1. Max Verstappen, NL, Intrepid / TM
2. Antonio Fuocco, I, Tony / Vortex
3. Dennis Olsen, N, Energy / TM
4. Tom Joyner, GB, LH / BMB
5. Oysten Helgheim, N, Formula K / TM

Top 5 i Winter Cup for KF3 blev

1. George Russel, GB, Intrepid / TM
2. Robin Hansson, S, Tony / Vortex
3. Danilo Albanese, I, Energy / TM
4. Martin Kodrec, HR, FA Kart / Vortex
5. Illari Pispanen, FIN, LH / BMB

Top 5 i Winter Cup for KZ2 blev

1. Rick Drezen, B, Tony / Vortex
2. Arnaud Kozlinsky, F, PCR / TM
3. Anthony Abbass, F, Sodi / Maxter
4. Mirko Torsellini, I, CRG / Maxter
5. Marco Ardigo, I, Tony / Vortex

Marco Ardigo havde ellers været suveræn hele weekenden, og startede prefinalen fra pole position. I det første langsomme sving efter langsiden blev han presset af Davide Foré, og da ingen af dem ville give sig da de kørte side om side ‘op ad bakken’ måtte de begge en tur af banen, hvormed Ardigo udgik helt af løbet og måtte starte finalen fra en placering som nr. 31.

Ardigo var hurtigst i finalen, og kørte sig utrolig flot op gennem et ekstremt skarpt KZ2 felt, til sin slutplacering som nr. 5.

wintercup_ardigo-fore620

Her er Ardigo (51) og Foré (18) lige før deres nærkamp i prefinalen, der formentlig forhindrede Ardigo i at køre en sikker sejr hjem.

Scroll til toppen