Et af 2012-sæsonens allerstørste løb er nu veloverstået. Slavko Ivanovic slutter formidabelt af på en 3. plads i KF3. Nicklas Nielsen slutter 9’er i finalen, som den hurtigste mand på banen.
Et af 2012-sæsonens allerstørste løb er nu veloverstået. World Cup for KF3 og KF2 er netop afholdt på den spanske bane Zuera i Zaragoza. 81 kørere i KF2, og 88 i KF3. Weekenden bød på høj solskin, 30 grader og ganske vindstille.
Fredag eftermiddag skulle weekendens tidtagning køres. Her fik man virkelig et indtryk af, hvor tæt det ville blive. I KF2 var 60 kørere indenfor 1 sekund af hinanden. Den hurtigste mand var nordmanden Dennis Olsen i Energy. Dette var 31 tusindel af et sekund foran Jordon Lennox-Lamb, der altså for nylig vandt KZ2 World Cuppen.
KF2 top 3, tidtagning:
1. Dennis Olsen – 1:00.633
2. Jordon Lennox-Lamb – 1:00.664
3. Max Verstappen – 1:00.704
Nicklas Nielsen 11’er i tidtagning, Kevin Rossel 29’er, Kasper Larsen 36’er, Nicolaj Møller Madsen 49’er, Thomas Krebs 50’er og Andreas S. Hansen 59’er.
Hver især skulle der køres 4 kvalifikationheats, og herefter var det kun Nicklas Nielsen der var i blandt de 34 kørere der gik videre til finalerne søndag. Han blev i sine fire heats 4, 1, 3 og 2, og dette gav ham en startplacering som nummer 4 til prefinalen.
I KF3 var det Lance Stroll fra Chiesa Corse der var hurtigste mand.
KF3 top 3, tidtagning:
1. Lance Stroll – 1:01.292
2. Guillermo Russo – 1:01.367
3. Lorenzo Travisanutto – 1:01.439
Slavko Ivanovic 23’er på tiden – og han var den eneste danske kører i KF3 klassen. Slavko, er som tidligere skrevet her på Gokartweb.dk, skiftet til det svenske Ward Racing Team, hvor han bl.a. kører med Vortex motor leveret af den danske motortuner Ole Haugård. KF3’erne skulle køre 5 kvalifikationheats, og Ivanovic endte her: 2, 11, 9, 4 og 14. Samlet set placerede det ham som nummer 15 i feltet, og dermed gik han fint videre til søndagens finaler, med startplaceringen 15’er til prefinalen.
Dennis Olsen der virkelig var spået som en af de helt store favoritter til World Cup titlen. Han har for nylig skrevet kontrakt med Redbull Racing Teamet og deres udviklingsprogram. Foto: KSP
I søndagens finaler var spændingen intet mindre end høj!
KF3 finaler:
I KF3 klassen var det Guillermo Russo der tog sejren i prefinalen. Dette var foran Nikita Sitnikov og Lance Stroll. Slavko Ivanovic sluttede på en 12. plads.
I finalen skulle slaget stå, og startplaceringerne blev som pre-finalen afgjorde det. Det betød altså Russo på pole, og at Slavko skulle starte som 12’er. Her må man virkelig sige at den helt store overraskelse viste sig! Danske Slavko Ivanovic ender med at score sig VM-bronze. Danskeren havde kørt sig helt suverænt frem til en 4. plads i finalen, men 3. pladsen Nikita Sitnikov er senere blevet straffet med 10 sekunder for “bad manoeuvre”, og dermed er Ivanovic rykket en placering op og nupper bronzemedaljen. Rigtig godt gået af den garvede KF3-kører. Stort tillykke med det flotte World Cup resultat til Slavko Ivanovic.
Top 3 WORLD CUP 2012 i KF3:
1. Luca Corberi
2. Callum Illott
3. Slavko Ivanovic
Her ses KF3 podiet med danske Slavko Ivanovic ude til højre. Foto: KSP.fr
KF2 finaler:
Det var Max Verstappen der skulle starte fra poleposition til prefinalen i KF2. Danske Nicklas Nielsen skulle som tidligere beskrevet, starte fra 4. startplacering. Han endte dog nede på en 17. plads, men havde altså kørt løbets hurtigste omgang. Prefinalen blev vundet af Felice Tiene, foran Max Verstappen og Jordon Lennox-Lamb.
I finalen skulle Tiene starte forrest, og Nielsen fra en 17. plads. Det blev også uden besvær Felice Tiene der løb med World Cuppen i KF2, og dette var lige foran Verstappen og Lennox-Lamb. Danske Nicklas Nieslen formåede at køre sig rigtig flot frem til en 9. plads, og satte endnu engang løbets hurtigste omgangstid.
I B-finalen vandt Kevin Rossel, men fik en tidsstraf, som derefter gav en placering som nummer 12 i stedet. Thomas Krebs sluttede 3’er, Andreas S. Hansen 5’er med hurtigste omgangstid, Nicolaj Møller Madsen 11’er og Kasper Larsen blev desværre excluded for undervægt.
Top 3 WORLD CUP 2012 i KF2
1. Felice Tiene
2. Max Verstappen
3. Jordon Lennox-Lamb
Rent CRG-podie i KF2. Foto: KSP.fr