Det unge guld – Cadett Mini-kørerne leverede flot race i Thy. Julie Friis var en af pigerne som gjorde sig stærkt bemærket i toppen!
Julie Friis har virkelig gjort sig godt bemærket i toppen! Foto: Janni Storm
Til årets 9. og 10. afdeling var Dansk Super Kart på besøg i det nordjyske, nemlig på Thy Kartingbane. Her var 17 Cadett Mini-kørere til start. Weekenden var plaget af meget omskifteligt vejr, som selvfølgelig besværliggjorde omstændighederne for mini-kørerne, der altså kun har slicks til rådighed. Det ene minut piskede regnen ned, og det andet tørrede banen op.
I lørdagens kvalifikation var det den mesterskabsførende Lucas Toft Svensson der var hurtigst foran Rune Kaarsberg og Julie Friis. Der skulle herefter køres to indledende heats, og her var der altså girlpower for alle pengene! Julie Friis vandt nemlig begge heats og skulle starte finalen fra poleposition foran Lucas Svensson og Noreaga Danesi.
I finalen var det Lucas Svensson der viste sin råstyrke og kørte en sikker sejr hjem med godt 8 sekunder ned til toeren som var Sebastian Gravlund, mens Frederik Kikkenborg kom ind på tredjepladsen.
I søndagens kvalifikation var det Viktor Poulsen der var hurtigste mand med tiden 01:12.703. Toer på tiden var Julie Friis mens Conrad Laursen var treer. Efter de to indledende heats var det igen Julie Friis der havde klaret sig bedst efter en sejr og en andenplads. Derfor skulle hun endnu engang starte finalen fra poleposition foran Lucas Svensson mens Rune Kaarsberg startede treer. Denne gang lykkedes det også den hurtige pige Julie Friis at køre en sejr hjem foran drengene Lucas Svensson og Rune Kaarsberg.
Alle resultater kan findes her.
Lucas Toft Svensson fører Dansk Super Kart med hele 74 point, så nu skal han blot fokusere på en stabil weekend i Søndersø, også er mesterskabet uden tvivl i hus. Næste afdeling køres i den kommende weekend, d. 5. – 7. September i Søndersø.