Lige ved og næsten til WSK Final Cup

Både Nicklas Nielsen i KF og Christian Lundgaard i KF Junior var helt fremme i feltet lige til det sidste, hvor podiepladserne desværre glippede, ved WSK Final Cup på Adria Race Track i Italien.

Her er Christan Lundgaard på Adria Racetrack i Italien. Foto: Davide Pastanella, WafeProject, Vroom Karting Magazine.

Nicklas Nielsen satte tiden og kørte sig til pole position i prefinalen. Christian Lundgaard startede med en 9. plads i tidtagningen, men vandt sin prefinale, og førte den første halvdel af finalen.

6 danskere var til WSK Final Cup i italienske Adria

Nicklas Nielsen, Kevin Rossel og Andreas Jochimsen stillede op i KF klassen med 29 deltagere, mens Christian Lundgaard og Casper R. Andersen stillede op i KF Junior med 54 deltagere. Andreas S. Hansen var eneste dansker i KZ2 klassen med 21 deltagere.

Alle danskerne gjorde et godt indtryk, og fik sat deres præg på begivenhederne i den hårde konkurrence.

Pole position blev desværre vekslet til en 4. plads i KF

Nicklas Nielsen satte tiden i KF klassen, hvor Andreas Jochimsen kom ind på en flot 5. plads, 2/10 sek. efter Nicklas. Kevin Rossel var 2/10 længere bagude, og måtte nøjes med en 16. plads.

Nicklas fik to sejre og en 2. plads i sine kvalifikationsheats, og kunne derfor starte prefinalen fra pole position. Andreas Jochimsen sluttede alle sine heat midt i feltet, og faldt derfor tilbage på en startplacering som nr. 13 til prefinalen – to pladser foran Kevin Rossel på 15. pladsen.

I prefinalen måtte Nicklas desværre nøjes med en 4. plads, mens Andreas avancerede til en 9. plads og Kevin til en 13. plads.

I finalen var Nicklas fremme som 3er, men kunne ikke holde pladsen og endte finalen på en ærgerlig 4. plads. Kevin Rossel havde større grund til tilfredshed med den 5. plads han fik kørt hjem. Andreas Jochimsen endte på en 12. plads, som han formentlig heller ikke var helt tilfreds med, set i lyset af den flotte start.

Også en ærgerlig afslutning på KF Junior finalen

Christan Lundgaard startede weekenden bedst af de to danskere, da han kom ind på en 9. plads i tidtagningen, hvor Casper R. Andersen blev nr. 17.

At dømme ud fra kvalifikationsheatene var disse resultater meget passende, da Christian var nr. 10 og Casper nr. 17 efter afslutningen på kval. heatene. Det er jo i sig selv fine præstationer i det skrappe internationale felt med 54 kørere.

Til prefinalerne viste de to danskere dog for alvor tænder, da Christian vandt sin prefinale og Casper blev nr. 5 i sin. Det gav altså startrække 1 til Christian og række 4 til Casper.

Begge kørere kom godt fra start i finalen, med Christian som nr. 1 og Casper som nr. 7. Christian holdt føringen indtil 6. omgang, og over de næste 5 omgange røg han helt tilbage på en 9. plads, og også kommet bag Casper i den tætte fight. Omgangen efter udgik Casper desværre efter sammenstød, og på de sidste omgange vandt Christian lidt af det tabte tilbage så han kunne slutte finalen på en 6. plads.

Andreas S. Hansen sluttede som nr. 7 i KZ2 finalen

Andreas startede tidtagningen med placeringer som nr. 7, 19 og 11 i kvalifikationsheatene kunne Andreas starte prefinalen som nr. 12. Her avancerede han 2 pladser, og startede således finalen som nr. 10.

I finalen faldt han først en plads tilbage, men avancerede så støt og roligt til en slutplacering som nr. 7.

En flot indsats af samtlige danskere, på trods af den ærgerlige slutning i KF og KF Junior.

Top 3 i de 4 klasser til WSK Final Cup 2014

KF – 29 deltagere

1. Karol Basz, Tony / Vortex
2. Maximillian Fewtrell, FA / Vortex
3. Martjn Van Leeuwen, Zanardi / Parilla

KF Junior – 54 deltagere

1. Peter P. Martono, Tony / Vortex
2. Logan Sargeant, FA / Vortex
3. Leonardi Lorandi, Tony / Vortex

KZ2 – 21 deltagere

1. Marco Ardigo, Tony / Vortex
2. Patrik Hajek, Praga / Parilla
3. Jonathan Thonon, Praga / Parilla

60 Mini – 36 deltagere

1. Dmitrii Bogdanov, Tony / LKE
2. Antonio Serravalle, Tony / LKE
3. Leonardo Marseglia, Hero / LKE

Du kan se alle resultater på wskarting.it

Scroll til toppen