Dansk VM bronze – og så alligevel lidt skuffelse

Udtrykket i ansigtet på Nicklas Nielsen ved præmieoverrækkelsen (til højre i billedet) viser tydeligt det, som vi sikkert var mange der følte efter finalen. Øv… han havde fortjent at vinde det VM i år, men i den afgørende stund var marginalerne altså i stedet med vinderen Karol basz og nr. 2 Jordan Lennox-Lamb. Foto: Davide Pastanella / Wafe Project

13 danske deltagere til et VM og 6 der nåede finalen, det var en stor præstation i sig selv

Det er lang tid siden vi har haft så mange danske deltagere til et VM i det sydlige Italien. Da vi ovenikøbet allerede i fredagens tidtagning både havde pole position og i alt 4 kørere med i top 10, så det faktisk rigtig lovende ud.

Danskernes tidtagningsresultater blev som følger:

KF klassen:

1. Nicklas Nielsen
4. Casper Røes Andersen
10. Andreas Jochimsen
40. Nikolaj Bøllingtoft
49. Christian Sørensen
54. Andreas Friis-Larsen

KF Junior klassen:

6. Noah Watt
17. Emil Dose
25. Mads Hansen
28. Christian Lundgaard
56. Mikkel Höyer
57. Frederik Vesti
90. Mikkel Sjödahl

Med 99 deltagere i KF Junior og 63 i KF – 162 deltagere fra 35 lande – så var der dog lagt op til et langt og sejt udskilningsløb.

KF Junior kørerne skulle hver igennem 5 kvalifikationsheats, hvorefter de 68 bedste kvalificerede sig til søndagens to prefinaler. Fra hver af disse gik de 17 bedste videre til den afgørende finale, mens resten måtte nøjes med at se på.

KF kørerne kunne “nøjes” med 4 kvalifikationsheats, hvorfra de 28 bedste var kvalificeret direkte til søndagens prefinale og finale. Nr. 29 – 62 måtte så igennem et opsamlingsheat, hvorfra kun de 6 bedste gik videre til prefinale og finale.

Resultatet af det hårde udskilningsløb før søndagens finaler

Efter kvalifikationsheatene var kørt så danskernes resultater ud som følger:

KF klassen:

2. Nicklas Nielsen
7. Casper Røes Andersen
15. Andreas Jochimsen
36. Christian Sørensen
48. Nikolaj Bøllingtoft
56. Andreas Friis-Larsen

KF Junior klassen:

12. Noah Watt
20. Christian Lundgaard
57. Emil Dose
58. Mads Hansen
62. Mikkel Höyer
65. Mikkel Sjödahl
69. Frederik Vesti

Det betød altså at Nicklas Nielsen, Casper Røes Andersen og Andreas Jochimsen var direkte videre til prefinale og finale i KF, hvor de resterende 3 måtte i opsamlingsheat.

Opsamlingsheatet blev som altid en gyser. Christian Sørensen endte med at avancere fra sin startplacering som nr. 8 til en 5. plads, og dermed adgang til at starte som nr. 33 i prefinalen.

Nikolaj Bøllingtoft kørte et brag af et opsamlingsheat. Han satte hurtigste omgangstid, og kørte sig fra sin start som nr. 20 til en slutplacering som nr. 9. Det var bare lige 3 pladser for langt bagud, og han måtte sige farvel.

I KF Junior klassen var alle undtagen Frederik Vesti videre til de to prefinaler – men herfra skulle der altså køres en top-17 placering hjem for at få en plads i finalen.

Det var kun Noah Watt og Christian Lundgaard, der lykkedes med dette, da de kom ind som hhv. nr. 5 og nr. 8. Emil Dose og Mikkel Höyer var meget tæt på at klare “cuttet” med placeringer som nr. 18 og 20 i deres finaler.

Kronen på værket blev en flot 3. plads til Nicklas Nielsen i KF finalen

Prefinalen i KF klassen blev med en 2. plads til Nicklas Nielsen. Både Casper Røes Andersen og Andreas Jochimsen måtte desværre afgive placeringer, og sluttede som hhv. nr. 13 og 19. Christian Sørensen kæmpede sig 10 pladser frem i feltet, og sluttede som nr. 23.

Det er jo altid let at være bagklog, men da Nicklas igen i finalen røg nogle pladser tilbage i starten, tænkte jeg da på om han skulle have tage til takke med en 3. plads i prefinalen, for at kunne starte fra inderbanen i stedet for fra yderbanen.

Bortset fra tabet af pladser i starten, så kørte Nicklas en fejlfri finale, men han kunne ikke forhindre at Karol Basz fik plads til at stikke af fra feltet og slutte over 3 sek. foran Jordan Lennox-Lamb på 2. pladsen, efterladende Nicklas Nielsen på 3. pladsen foran Tom Joyner og Ben Hanley.

Casper Røes Andersen kørte en 14. plads hjem, mens Andreas Jochimsen igen blev nr. 19 og Christian Sørensen desværre udgik.

Superærgerlig finale for Noah Watt og Christian Lundgaard i KF Junior

Noah Watt og Christian Lundgaard skulle starte finalen som hhv. nr. 10 og nr. 16, så selvom det ikke var de bedste odds, så var der stadig podiepladser indenfor rækkevidde.

Noah fik en rigtig dårlig start, og røg helt ned som nr. 28 på de første omgange. Modsat gik det rigtig godt for Christian Lundgaard, som i løbet af få omgange var fremme som nr. 5, og endda havde kontakt med de to forankørende.

Her fulgte så nogle meget spændende og tætte omgange, hvor Christian i kampen om at avancere yderligere ikke kunne slippe fri af sine forfølgere. Imens kørte Noah røven ud af bukserne, og åd konkurrenter på stribe, mens han i adskillige omgange kørte væsentligt hurtigere end de forreste kørere.

I det allersidste sving før målstregen måtte Christian give afkald på to placeringer, så han kom ind som nr. 7. Han indkasserede dog desværre en tidsstraf, så han sluttede som nr. 16 i stedet.

Noah fik kørt sig 18 pladser frem, og på trods af de mange overhalinger satte han altså finalens suverænt hurtigste tid – ca. 4/10 sek. hurtigere end vinderen.

2015 var Noahs første internationale sæson, så det vil undre mig meget hvis ikke vi ser Noah Watt sammen med Christian Lundgaard som en af de faste top-kørere i de kommende sæsoner.

Christian Lundgaard havde jo – lidt overraskende for nogen – valgt at skifte team og kartmærke efter sin flotte EM sejr tidligere på året. Om teamskifte / kartskifte har haft indflydelse på Christians VM resultater kan jeg ikke udtale mig om. Det må dog konstateres at top 5 i KF Junior alle var OTK mærker, mens Christian var den eneste deltager fra Energy Kart i finalerne (både KFJ og KF). Christian skiftede fra svenske Ward Racing og Tony Kart til Energy Kart fabriksteamet.

Her er top 5 i de to VM finaler

KF:

1. Karol Basz, POL, Kosmic / Vortex
2. Jordan Lennox-Lamb, UK, Birel Art / Parilla
3. Nicklas Nielsen, DK, Tony Kart / Vortex
4. Tom Joyner, UK, Zanardi / TM
5. Ben Hanley, UK, Croc Promotions / TM

KF Junior:

1. Logan Sargeant, USA, FA Kart / Vortex
2. Clément Novalak, I, Tony Kart / Vortex
3. Caio Collet, BRA, Kosmic / Vortex
4. Sami Worship, UK, FA Kart / Vortex
5. Sebastian Fernandez Wahbeh, FA Kart / Vortex

Endnu et VM til den danske motortuner Ole Haugaard for Ricky Flynn Motorsport

Ole Haugaard og ONE Engines er fast leverandør af motorer til det engelske Ricky Flynn Motorsport. I 2014 vandt Ricky Flynn Motorsport VM både i KF og KF Junior. I år måtte de og Ole hauggaard “nøjes” med VM titlen i KF Junior.

Både Noah Watt, Casper Røes Andersen og Nikolaj Bøllingtoft stillede i år op for Ricky Flynn Motorsport.

Casper -roes -640x 300

Her er Casper Røes Andersen i forgrunden, hvor Noah Watt kan skimtes yderst til venstre i billedet. Casper har iøvrigt lige indgået aftale med MB Partners Young Driver Academy, som skal hjælpe ham videre fra Gokart når han er klar til det. Læs mere om den aftale her

Scroll til toppen