Nicklas Nielsen startede weekenden med en imponerende 3. plads ved tidtagningen i KZ klassen. Det var Nicklas’ første race i KZ klassen, og selvom han længe har været i verdensklasse i KF, var der ikke nogen garanti for at han kunne være ligeså hurtig med gear. Foto er lånt Fra Nicklas Nielsens Facebook side
30 kørere i KZ klassen og ekstrem tæt konkurrence
KZ klassen har i årets tidligere mesterskabsløb haft mellem 20 og 25 deltagere, så det var forventet at den officielle VM titel kunne trække flere kørere til, men på trods af at konkurrencen også er utrolig tæt i KZ2 klassen, så er der alligevel ret få som har lyst til at tage det sidste spring op, og mødes med et gokartsportens største samling af VM og EM titelholdere.
Nicklas Nielsen havde taget en kort pause fra årets KF program, og stillede op for Tony Kart Racing, og blev dermed direkte rival til VM-titlen med sin meget erfarne teamkammerat Marco Ardigo, der allerede har adskillige VM og EM titler.
Som nævnt i indledningen, imponerede Nicklas lige fra starten ved at køre sig til en 3. plads i tidtagningen – hele 2/100 dele af et sekund foran teamkammerat Marco Ardigo på 5. pladsen.
Nicklas havde sine udfordringer med de stående starter
Jeg er sikker på, at vi var mange der spændt fulgte Nicklas’ første møde med de stående starter i KZ klassen, fra sin startplacering i 2. startrække.
Det så da også ud til, at Nicklas havde lidt udfordringer med starterne, og den meget anderledes rytme der er i de tætte placeringskampe på de første omgange af et KZ heat.
Selvom han i det ene heat røg helt ned på 12. pladsen i starten, så lykkedes det ham alligevel at slutte sine to kval. heat som nr. 7 og 8, hvormed han kunne starte prefinalen fra en 10. plads. Selvom man selvfølgelig kunne ønske mere for Nicklas med den flotte start, synes jeg absolut det var godkendt.
Søndag formiddag bød på regn og dermed flere nye udfordringer
Da de første warm-up skulle køres søndag morgen var det på en meget regnvåd bane, og nu var det spændende at se, hvordan Nicklas klarede den udfordring. Marco Ardigo og Anthony Abasse var – som det ofte er set før – utrolig hurtige på den våde bane, og lagde hele 5/10 sek. afstand til Paolo De Conto, der satte 3. hurtigste tid i søndagens warm-up.
Med 4. hurtigste regnvejrstid kom så – igen imponerende – Nicklas Nielsen, med en tid der var 2/100 sek. langsommere end Paolo De Conto. Jeg vil gætte på, at det var første gang han prøvede at køre med gear i regnvejr – og jeg skal hilse og sige, at det er en helt anden diciplin end at køre uden gear.
Godkendt slutresultat med en 10. plads i VM finalen
Til prefinalen var det igen blevet tør bane, men Nicklas havde nu ikke helt samme fart i karten, og måtte afgive to pladser. Til finalen var tiden igen helt konkurrencedygtig, og han kunne avancere to pladser og dermed en 10. plads som slutresultat – og dermed også bedst placerede Tony Kart ved dette års VM!
Teamkammerat Marco Ardigo kørte godt nok hurtigste tid i finalen, men en tidsstraf sendte ham ned på en 16. plads, og den tredje Tony Kart Racing kører, Flavio Camponeschi kom ind på en 11. plads lige i hælene på Nicklas.
Top 5 i årets KZ VM blev
1. Jorrit Pex, NL, CRG / TM
2. Paolo De Conto, I, CRG / Maxter
3. Arnaud Kozlinsky, F, Sodi /TM
4. Jérémy Iglesias, F, Sodi / TM
5. Bas Lammers, NL, Sodi / TM
Michael E. Christensen og Andreas Fasberg var også med i den rigtige ende i KZ2
Med 96 deltagere i KZ2 klassen, var der lagt op til en både lang og spændende duel om World Cup titlen. Michael Christensen startede bedst af de to danskere, da han blev nr. 25 i tidtagningen – ca. 4/10 sek. efter nr. 1.
Andreas Fasberg var ca. 2/10 sek. langsommere end Michael – og dermed nede som nr. 52…
Efter 5 kvalifikationsheats var det nu Andreas der var bedst, med en samlet 19. plads, mens Michael var nede som nr. 35.
KZ2 prefinalener blev kørt på våd bane, og det så ud til at passe de to danskere godt, da Michael sluttede sin prefinale som nr. 5, mens Andreas var nr. 8. Desværre fik Michael efterfølgende en tidsstraf og blev rykket ned på 15. pladsen.
Dermed var begge danskere videre til World Cup finalen, hvor Andreas skulle starte som nr. 16 og Michael som nr. 30.
Andreas avancerede 4 pladser, mens Michael tog 7 pladser frem, så de kunne slutte World Cup for KZ2 som hhv. nr. 12 og nr. 23.
Top 5 i årets KZ2 World Cup blev
1. Thomas Laurent, F, Tony Kart / Vortex
2. Joel Johansson, S, Energy / TM
3. Alberto Cavalieri, I, Righetti Ridolfi / Modena
4. Nicolas Gonzales, F, Sodi / TM
5. Stan Pex, NL, CRG / TM
Emil Lassen gjorde det udmærket i Academy Trophy klassen
Der var 44 deltagere til den 3. og sidste afdeling af årets Academy Trophy. Alle kørere stiller op med lejede karter og motorer, som svarer nogenlunde til KF Junior, men hvor kørerne kan deltage fra 12 år.
Emil startede med en 13. plads i tidtagningen. Han sluttede de to kval. heat som nr. 19 og 12, og var dermed nede som nr. 23 – men dog med direkte til prefinalen. Efter en ærgerglig tidsstraf i prefinalen måtte han starte finalen som nr. 29.
I finalen vandt han de tabte pladser tilbage, og sluttede dermed sidste afdeling som nr. 23.
Top 5 i årets Academy Trophy blev
1. Marta Garcia Lopez, ES
2. Xavia Lloveras Brunet, ES
3. Alejandro Lahoz Lopez, ES
4. Murilo Della Coletta, BR
5. Alfie Brown, UK