I weekenden kunne danske Alexander Lindberg tage en sikker sejr til årets Klippan Cup i KF3. Toke Christensen og Nicolai Hansen deltog i KZ2 klassen og blev hhv. nr. 11 og 12.
Årets sæsonstart viste sig at blive en sand fornøjelse for Alexander Lindberg. Den unge Energy-kører er rykket fra Rotax Mini til KF3-klassen i år. Allerede til sit første løb i KF3, kørte han fra dem alle sammen på den svenske bane. Lindberg, som kører for det danske TK Racing-team, vandt alle sine heats og kunne også tage en sikker finalesejr til årets Klippan Cup.
Toke Christensen blev nr. 10 i tidtagningen og endvidere blev det til placeringerne 12 og 30 i sine heats. I pre-finalen blev det til en 17. plads, og endnu bedre gik det i finalen hvor han sluttede på en flot 11. plads.
Nicolai Hansen fra AF Competition var 13. hurtigst i tidtagningen. I sine heats blev han henholdsvis nr. 21 og 28. I pre-finalen blev det til en 20. plads og i finalen kunne Nicolai Hansen køre over målstregen på en flot 12. plads, lige bag Toke Christensen.