Her er Christian Lundgaard på podiet sammen med vinderen af første afdeling, Kenny Rossen (Kosmic / Parilla), og nr. 2 Caio Collet (Kosmic / Vortex). Foto: cikfia.com.
Christian er samlet nr. 2, med 10 point op til Kenny Rossen og 5 point ned til Caio Collet
EM for KF Junior og KF køres over 3 afdelinger – første afdeling er netop kørt i Portugal, anden afdeling køres i England (PFI) den 21/6, mens sidste afdeling køres i Sverige (Kristianstad) den 26/7.
Der gives point for den samlede stilling efter kval. heatene samt for finaleplacering. Christian startede med en 18. plads i tidtagningen, men kørte sig rigtig flot gennem sine kval. heat, så han sluttede som nr. 2 efter disse. Herefter blev han nr. 3 i både prefinale og finale, og har dermed samlet 25 point i mesterskabsstillingen.
Udover Christian deltog også Noah Watt, Mikkel Höyer og Frederik Vesti. De blev hhv. nr. 37, 48 og 55 ud af de 63 KF Junior kørere, og ingen af dem kom desværre videre til finalen, og ingen af dem har fået point i mesterskabet.
Nicklas Nielsen blev nr. 9 i finalen og er nr. 8 i det samlede KF Mesterskab
Nicklas Nielsen, Casper Røes Andersen og Andreas Jochimsen var de danske repræsentanter i KF klassen. Andreas fik en imponerende start med en 5. plads i tidtagningen, hvor Casper blev 9er og Nicklas noget uvant var nede på 15. pladsen – “hele” 2/10 sek. efter nr. 1…
Der er utrolig tæt og hård konkurrence i KF klassen med et halvt sekund mellem nr. 1 og 34 i tidtagningen – og 47 deltagere i klassen.
Efter de 3 kvalifikationsheats havde Nicklas kørt sig frem som nr. 8 og Casper som nr. 9, mens Andreas havde haft det mere svært i heatene, og nu var nede som nr. 36.
Andreas måtte således som den eneste af de tre danskere i opsamlingsheat. Her kørte han en 3. plads hjem, og satte hurtigste omgangstid. Dermed var alle 3 danskere videre til finalerne.
I prefinalen gik det bedst for Casper, der kom ind som nr. 6, mens Nicklas holdt sin 8. plads, og Andreas avancerede til en 19. plads.
I finalen sluttede Nicklas som nr. 9, Andreas som nr. 23 – igen med hurtigste omgangstid, og Casper som nr. 26.
Dermed har Nicklas en samlet 8. plads, med 10 point til nr. 1, mens Casper er nr. 16 og Andreas er uden point.