Max Klinkby-Silver blev nr. 2 i KF2, mens Nicklas Nielsen blev nr. 3 i KF3 ved et løb i 37 graders varme i Italienske Sienna. Der var 66 deltagere i KF3 og 41 i KF2, så der var hård konkurrence.
Nicklas Nielsen kører sin første sæson i KF3 klassen, og har gennem hele sæsonen vist at han kan være med helt fremme. Desværre har han haft en del uheld, og selvom han kunne have – og helt sikkert gerne ville have – stået øverst på podiet i Sienna, så må man sige at en 3. plads var et rigtig flot resultat.
Max Klinkby-Silver startede weekenden med at sætte tiden i KF2
Max kører også sin første sæson i KF2, og man må sige at han har gjort sig rigtig positivt bemærket ved adskillige lejligheder. I weekendens WSK race i Italien satte han tiden foran de 40 konkurrenter fra hele europa. Jonas Hansen var også med i den rigtige ende med en 12. plads i tidtagningen.
Efter de indledende kvalifikationsheats var Max på 2. pladsen, lige efter engelske Chris Lock. Jonas Hansen var nede som nr. 17. På billedet er Max Klinkby-Silver ved EM kvalifikationen i Thy tidligere på året.
Prefinalen blev også kørt hjem med en 2. plads – og hurtigste omgangstid – mens Jonas Hansen sled sig frem til en 7. plads, og dermed et noget bedre udgangspunkt for finalen for ham.
Finalen blev næsten en gentagelse med italienske Antonio Giovanizzi på førstepladsen, Max Klinkby-Silver på 2. pladsen og engelske Chris Lock på 3. pladsen. Jonas fik erobret endnu en plads, og sluttede på en flot 6. plads. Endnu et flot race af den unge KF2 debutant!
Flot 3. plads til Nicklas Nielsen i KF3 – her er en løbsrapport fra teamet
Efter torsdagens frie træning var der en god stemning i teamet. Træningen var gået godt og Nicklas var med helt fremme blandt de hurtigste kørere.
Fredagen startede med 2 træninger hvor Nicklas var helt i front og da selve tidtagningen i 37 gr. Varme skulle køres var Nicklas og hans team klar, efter 10 mimuter på banen var Nicklas den 2. hurtigste kører ud af 66 kørere fra USA, Rusland, Japan og det meste af Europa. Nicklas blev nr. 2 i hans gruppe og var nu klar til de indledende heat med en god startplacering.
Lørdagen startede med 10 min. warm-up. Og i løbet af lørdagen skulle Nicklas køre 3 indledende heat. Fra startplaceringer som nr. 1. og 2. i de indledende heat kørte Nicklas i mål som nr. 1 – nr. 2 – og nr. 1 i de 3 heat. Efter en hård og varm dag med 3 flotte heat var teamet klar til søndagens sidste heat og 2 finaler.
Søndagen startede igen med 10 min. warm-up.
Nicklas skulle nu køre det sidste indledende heat, Nicklas tog igen starten fra en startplacering som nr. 2 og førte fra start til mål.
Efter 4 heat var Nicklas bedste kører med kun 2 point og skulle nu starte på pole position i prefinalen hvor de 34 bedste kørere ud af 66 havde kvalificeret sig. Prefinalen var over 20 omgange og Nicklas tog igen starten og førte fra start til mål.
Finalen var også over 20 omgange Nicklas startede igen fra Pole posision og tog starten men efter 16 omgange i front mister motoren en smule effekt i den hårde varme og Nicklas må se 2 kørere smutte forbi og kommer i mål på en flot 3. plads.
Vinder af løbet blev Giuliano Niceta fra Italien, nr. 2 blev Robert Visoiu fra Rumænien.
Slavko Ivanovic og Nicklas Ingemann deltog også i KF3 løbet, men måtte nøjes med sekundære placeringer.
Patrik Matthiesen eneste dansker blandt 66 Mini kørere til WSK
Mini klassen med 60 ccm motorer, som vi kender fra den danske Cadett Mini klasse, er utrolig populær i Italien, og de helt unge kørere var inviteret med til det WSK Master løb. Det havde fået Patriks familie, der også står bag Aquila Kart Racing, til at tage turen til Sienna for at prøve kræfter med de mange udenlandske kørere, og få en oplevelse ud over det sædvanlige. Det blev ikke til topresultater for Patrik, men at dømme efter beretningen fra Pernille Matthiesen, mor til Patrik, som var på sin første store gokart tur, så blev det en stor oplevelse alligevel.
Her kan du læse beretningen fra Patriks mors første gokarttur
Af Pernille Matthiesen, mor til en gokartkører
31. august 2010
Lars og de to store drenge Patrik og Markus, har nu gennem 4 år kørt gokart – primært i Danmark, men det er også blevet til træningsture i Sverige og Italien. Indtil nu er det mest Patrik der har haft det største fokus – Markus er jo kun 9 år og man skal være 8 for at køre løb, så han er jo næsten lige startet.
I år er det gået rigtigt godt for Patrik indtil nu – han har i Danmark placeret sig i toppen af kørerne – det var også derfor Lars mente at tiden var inde til at prøve kræfter til et internationalt ræs. Han havde længe snakket om et løb i Italien, men det koster en del og der er flere at vælge imellem. Det løb som tiltalte Lars mest var placeret i uge 34 – samme uge som Patrik skulle på lejr med skolen. Vi diskuterede det rigtigt længe. Fordelene ved dette løb var at der var deltagere fra 30 lande og 70 kørere tilmeldt den klasse som Patrik kører i – Kadet junior. Endvidere var løbet placeret i weekenden før DM finder sted i Søndersø.
Modsat gik diskussionen på hvad han ville gå glip af i skolen. Patrik er ikke den der ha det nemmest ved skoleopgaverne – han har svært ved at læse og det faktum blandet med hans dovenskab er bestemt ikke fremmende for skolegangen og hans uddannelse. Men de skulle jo på lejrskole i lige netop den uge, så reelt ville han miste 1 dag på den konto. Han ville selvfølgelig også miste den sociale gevinst ved en lejrskole og komme til at føle sig lidt udenfor i dagene før og efter.
Patrik selv var ikke så meget i tvivl – jo han ville da gerne på lejrskole, men det kunne han jo altid komme – der i mod var chancen for et internationalt løb ikke så store i fremtiden. Patrik nærmer sig slutningen på sin tid i kadet junior – i udlandet stopper man når man lever sit 12 år, mens vi herhjemme kan fortsætte til man er 14 år – dog bliver det svære og svære at være med i toppen, da vægten har stor betydning i ræs. Og fremtiden er mere usikker idet den næste klasse KF3 er ekstremt dyr og ikke lige til min pengepung.
Da jeg så deltagerlisten, var jeg ikke i tvivl – Hakkenin’s søn HUGO skulle deltage – det var bare for vildt – selveste Hakkenin, som jeg husker fra dengang jeg stadig var ung og af og til så Formel 1 hos naboen Jørgen. Så beslutningen blev taget – jeg lovede at tage med denne gang, for der ville være mange administrative opgaver, som Lars vidste han ikke ville få tiden til. Flere af deltagerne har både 2-3 mekanikkere med – mange køer sig ind i forskellige teams – og prisen er ikke at kimse af. 50. -75.000,00 pr. løb . For den pris for køreren udstyr til ræset, mekanikkere og manegers, ophold og forplejning – så mangler de kun at komme dertil og hjem igen.
Vi planlagde at Lars skulle køre til Siena mandag aften og vi besluttede at Markus også skulle med i lastbilen og få del i oplevelsen. Patrik og jeg skulle så flyve fra Hamburg om onsdagen og vi ville så kunne mødes på banen sent onsdag eftermiddag.
Vi bad om fri i skolen – Markus’ lærer syntes det var en fanastik god ide og helt klar skulle Markus da med. Skole inspektøren ønskede os en god tur og held og lykke til. Patriks lærerinde var langtfra ald for vores beslutning – det var jo netop en dreng som Patrik der ville have godt af t komme på lejrskole, for her var det jo ikke det bglige der talte, sagde hun. Han var i øvrigt ikke selv i stand il at tage en sådan beslutning – det måtte vi som forældre gøre og vores beslutning var bestemt ikke den hun ville have valgt. Til sidst måtte hun opgive – og ønskede ham alligevel en god tur.
Det havde regnet i over en uge i Danmark – virkeligt regnet og den sidste weekend før turen til Italien, havde drengene deltaget i jysk fynsk mesterskab på Als. Patrik fik en tredjeplads om lørdagen, mens Markus om søndagen fik sin heltedåd – 100% regnvejr – et lærerigt løb men uden placering. Da vi pakkede teltet ned om søndagen var det i silende regn, men det skulle jo op igen allerede om onsdagen i Italien, så der skulle det nok blive tørt igen.
Lars pakkede traileren med alle gokartdelene og værkstedet, mens jeg sørgede for tøjet og bagte pizzasegle som de kunne spise på vejen derned. Klokken nåede at blive 24.00 mandag aften, før det hele stod klart og Lars og Markus kunne starte den lange rejse mod Siena.
Onsdag morgen blev vi hentet af familien Ingemann fra Vejle. De havde besluttet at indlogere sig sammen med os i Siena og havde også fået deres ting med i Traileren derned. Sønnen Nicklas skulle ned og køre KF3 og han glædede sig helt vildt. Mor Mette og Far Flemming havde deltaget i mange internationale løb sammen med Nicklas, og målet med dette løb var helt klart en finaleplads. Vi satte os ind i deres bil og sammen satte vi kursen mod Hamburg. Jeg fik forsædet og ansvaret for den nyindkøbte gps. Vi nåede frem i god tid og fik frokosten i lufthavnen.
Flyveturen til Pisa gik uden komålikationer og vi fik udleveret en lejet bil og fotsatte turen mod Siena. Kl. 16.30 mødtes vi med Lars og Markus- de var ankommet og havde allerede fundet shortsee frem og teltet var sat op. Vi var blevet placeret udenfor hegnet på en mark sammen med alle de andre no-name teams – men vi blev enige om at det var ok- her luftede det da en lille smugle. Jeg skyndte mig at klæde om til noget køligere – temperaturen sagde 36,5 grader og høj sol. Uha det ville blive en varm uge. Vi fik gjort teltet og værkstedet klart til næste dag og kørte derefter ind på hotellet – midt i Siena – sikke en fantastisk by. Jeg gik allerede og drømte om en dag for mig selv i denne super spændende by og vi snakkede om at det kunne blive fredag. Efter en dejlig middag – om end lidt dyr faldt vi omkuld på hotelværelset.
Vi mødtes næste morgen kl. 7.00 i hotellets foyer – familien Ingemann var stramme i blikket og katastrofen lurede.. det havde været alt for varmt på værelset og larmen fra gaden havde holdt dem vågne. De havde lukket vinduerne for at holde støjen ude og slukket den elektriske fane i loftet for ikke at blive syge – resultatet var tydeligt at se i deres ansigter.
De checkede ud indforstået med at betale 85 euro for afbestillingen oven i natten. Vi var faldet i søvn med fuldt åbne vinduer og fanen på fulde omdrejninger – jo vi havde da godt hørt larmen fra gaden, men kun i små øjeblikke, så vi følte os egentlig helt udhvilede.
På banen gik forberedelserne i gang. Vi havde 4 x træninger og allerede ved den første satte problemerne ind for os. Patrik kom hurtigt ind i pitten – bremserne virkede ikke. Lars gik i gang og han kom ud igen. Lidt senere kom han ind igen – den kørte stadig ikke rigtigt. Igen skruede Lars lidt og ud igen, men det var tydeligt – de andre susede forbi ham. Hele dagen gik uden at det lykkes os at finde frem til en hurtigere tid. Jeg havde travlt med at få indkøbt de dæk man skulle bruge for at deltage i løbet 180,00 euro for 6 dæk, samt den benzin som man også skulle bruge til 89,00 euro. Jeg opholdt mig en del i sekretariatet og forsøgte at finde ud af hvordan det hele skulle foregå og hvornår. Vi var til registrering, hvor der blev taget et billede af Lars og et af Patrik. De fik udleveret et skilt med deres billede på, og det var adangskortet til park fermeen, som blev strengt bevogtet af 2-3 stramme italienere. Men jeg stod der og ventede på udleveringen af kortene og diverse kom Hugo Hakkenin ind – og sikke der blev leflet. Alle officials slap hvad de var i gang med og hjalp Hugo og hans manager igennem bureaukratiet. 5 min tog det – vi andre have stået i kø i 1,5 time !!
Godt trætte og møjbeskidte fandt vi tilbage til hotellet, gik i bad og skyndte os ud og finde e sted og spise og så i seng.
Næste morgen genoptog vi træningen og igen uden at finde vejen til en højere hastighed. Patrik lå heletiden sidst og frustrationerne var til at få øje på. Dagen sluttede med tidstagning og optimismen var helt væk. Patrik måtte gøre det så godt som han kunne. Detaljerne omkring banen blev gennemgået og han fik besked på hvordan han skulle forsøge at ændre sin kørestil til en bane af denne støbning. Tidstagningen gik i gang og til at starte så det fint ud men lidt efter lidt susede de andre deltagere forbi en efter en.
Det var så tydeligt at de havde noget der kørte langt hurtigere end det Patrik havde. Inden tidstagningen var slut løb jeg over i sekretariatet – her kunne man se alle tiderne på skærmen og jo Patrik havde den dårligste tid og lå sidst. Jeg blev opmærksom på at de andre fik kørt flere omgange end Patrik og da jeg kom ud igen, kunne jeg se at han blev hentet af fejebilen. Det viste sig at et af hans splinter nye fælge var brækket under kørslen og han havde mistet grebet og kørt direkte ind i dækbarrieren. Mor – det blev bare helt sort sagde han og jeg takkede for at han stadig stod og var ved sine fulde fem. Når man bliver sidst i tidstagningen, starter man sidst i løbet og så er det op ad bakke og nedefra er risikoen for sammenkørsler jo også størst, så det var en trist familie der forlod banen og kørte mod hotellet. I øvrigt viste temperaturen 41 grader midt på dagen, så vi havde travl med bare at få drukket nok, til at modstå varmen.
Så blev det lørdag og løbet skulle starte. Først var der 15 min opvarmning og så startede selve løbet. Alle kadet junior kørerne var inddelt i 5 grupper: A-B-C-D. Patrik var i gruppe B og skulle køre 3 heat lørdag og den sidste om søndagen.
Første heat blev en ren katastrofe. Patrik blev kørt af banen allerede efter første omgang og da en Italiensk official tog ham væk fra karten, kom han ikke på banen igen. Han endte sammen med 5 andre – her i blandt Hugo Hakkenin – uden at gennemføre heatet og fik 25 point (vinderen får 0 point). Havde han bare kørt karten på banen igen og gennemført løbet, ville han have været foran de 5 andre og “kun” fået 20 point. Men sådan skulle det altså ikke gå. Træls at en official ikke sørger for at hjælpe i stedet – men vi var jo ikke Italienere med bagsmækken fuld af euro.
Andet løb gennemførte han, dog stadig uden at komme op i den fart som mange af de andre kørte med. Patrik blev dog på banen gennem hele heatet fik her en 20 plads og dermed 20 point. Nu allerede 45 point fra en førsteplads. Hugo klarede den også igennem og kom frem til en 16 plads. Dagens sidste heat nærmede sig. Vi var ved at være temmelige matte i sokkerne – intet så ud til at hjælpe på vores tider. Patrik tog omgangene med kun meget små udsving i tiden, så vi måtte konkludere at han i hvert fald gjorde hvad han kunne og grunden til den manglende tid skulle findes i grejet. Vi kunne se at stort set alle der lå i top 10 i hvert heat havde en anden type motor.
Vores nabo kom fra Cypern- han fortalte at de havde skiftet deres motor ud i træningsdagene fra en Vortex til en anden motor og det alene gav dem 0,8 sekunder pr. omgang, så de nu var meget mere konkurrencedygtige og kunne følge med feltet. Da løbet var i gang var det ikke længere en mulighed at skifte motoren ud, det ville være ulovligt og vi ville blive disket. Patrik gik på banen ved aften tid for sidste gang. Det gik som forventet ikke noget ændret tiden, men han fuldførte placerede sig på en 17 plads og totalt havde han nu 62 point, så en finaleplads var væk. Hugo var igen levet kørt af banen og endte sidste heat med 25 point mere, så hans finaleplads var også væk.
For vores teltvenner Ingemanns var forløbet mere håbefuldt han havde klaret sig igennem 1. heat med 20 point, 2 heat med 17 point og 3 heat med 11 point, så en finaleplads var indenfor rækkevidde. Han skulle bare køre ind på en 9 plads i sidste heat og så var han sikret. Sidste heat blev dog en katastrofe af de helt store. Nicklas blev kørt af banen hele 3 gange og til sidst var karten så ødelagt at han ikke kunne dreje rettet og måtte opgive. Tårerne fik frit løb og skuffelsen var næsten ikke til at bære. Nicklas var sønderknust, men han havde gjort det kanon flot og den bratte afslutning havde han ikke kunnet ændre på – der blev kørt hårdt til.
En anden dansker Nicklas Nielsen klarede sig derimod perfekt i KF3 gruppen og havde kørt en 1 plads hjem i første heat – en 2 plads i 2 heat og en 1 plads i 3 heat, så selvfølgelig fulgte vi ham også i hvert løb. Mit ønske om en by-dag var helt forsvundet – jeg fulgte vores danske deltagere så godt jeg kunne – lavede statistikker for hvert løb, så jeg kunne følge alles samlede placeringer – det gjorde det ikke mindre spændende og dagen fløj af sted.
Vi pakkede sammen og mens vi kørte mod hotellet, snakkede vi om hvad vi skulle gøre den næste dag. Skulle han køre det sidste heat eller skulle vi holde fri. Han var jo ok, og gokarten havde overlevet indtil nu, så risikoen for at ødelægge noget den sidste dag og dermed risikere at sætte det kommende DM over styr, var værd at overveje. På den anden side var det en god træning og han havde godt af at lære lidt af de mere målrettede Italienere. Vi stod derfor op hamrende tidligt den næste morgen og var klar til opvarmningen og da heatet skulle i gang fik Patrik besked på bare at give den maks gas og nyde turen. Han kørte suverænt og det blev et rigtigt spændende heat også selvom han fightede i bunden, sammen med Hugo. I første omgang kom Hugo og Patrik i cambolage og det kunne sagtens have sendt Patrik ud i græsset, men de lykkedes begge deltagere at blive på banen. I anden omgang var de igen tæt og en kort kontakt sendte Hugo i græsset. Stakkels Hugo han endte på en absolut sidste plads nr. 70. Patrik sluttede samlet på en 57 plads. Så selvom vores ambitioner havde rakt langt længere end virkeligheden gav mulighed for så havde det været en kanon oplevelse … og vi endte trods alt foran Hugo Hakkenin!
Efter løbet var vi til kørerpræsentation En række langbenede tynde piger gik forrest og poserede efterfulgt af alle kørerne, der blev præsenteret i højtalerne. Det var en flot up-lining og det gav da også et lille sug i maven at se sin dejlige søn stå på banen sammen med verdens eliten af små gokart kørere.
Herefter pakkede vi sammen og da vi var færdige, så vi finalerne for både Cadet junior og KF3. Specielt KF3 havde vi fulgt – og da finalen gik i gang var de 2 første kørere i feltet danskere – det var da noget at være stolt over. I finalen for KF3 skete det umulige – 2 kørere havde fået fornyet kræfter (ja man kan jo undre sig) og selvom Nicklas Nielsen havde taget fører positionen var det tydeligt at de 2 andre havde lagt mere fart i finalen og Nicklas måtte se sig overhalet 2 gange og endte med en 3 plads. En tydelig skuffet Nicklas på podiet, for 1 pladsen havde jo lyst i neon.
Pernille Matthiesen . . . www.AQUILAKartRacing.dk