Det blev en rigtig svær Grand Finals for langt de fleste andre af danskerne, som i stort omfang var ramt af uheld. Herunder har vi kigget lidt på deres præstationer i de forskellige klasser:
Rotax Junior
Mathias H. Jensen havde et svært VM. Motorproblemer, med manglede topomdrejninger, gav nærmest umulige betingelser i kvalifikationen, hvor det også “kun” blev til en placering som nr. 54. Heldigvis fik Rotax løst motorproblemerne, så Mathias igen havde en konkurrence dygtig motor.
Med et svært udgangspunkt til hvert heat, lykkedes det dog alligevel Mathias at blive 25’er, 21’er og 18’er i sine heats. Dette gav en samlet placering som 44’er og dermed skulle Mathias en tur i opsamlingsheat med startplacering som nr. 16, for at kæmpe om en finale plads. Desværre blev håbet hurtigt ødelagt, da en konkurrent sendte Mathias af banen allerede i første sving, og dermed sluttede han sidst i feltet som nr. 33.
Top 3 i finalen blev:
- Florian Venturi (Frankrig)
- Mathias Ramirez-Barrero (USA)
- Caio Collet (Brasilien)
Rotax Senior
Ligesom for Mathias, så blev Grand Finals også en større udfordring for Bennet Ahrens. I den ret afgørende kvalifikation, lykkedes det desværre kun Bennet at køre 61. hurtigst. Dette betød rigtigt sværer udgangspunkter i kvalifikationsheat’ene.
Her gjorde han dog gode fremskridt og kom igennem som 20’er, 20’er og 26’er. Dette var nok til en samlet placering som 44’er og dermed start som 16’er i opsamlingsheatet. I starten af opsamlingsheat opstod der en del tumult, som Bennet desværre blev en del af. Uheldigvis kostede sammenstødet en punktering og dermed var finale drømmene slukkede for Bennet.
Top 3 i finalen blev:
- Alex Alex (Italien)
- Lucas Selliken (USA)
- Jordan Sherratt (Sydafrika)
Rotax DD2
I DD2 klassen var der hele 3 danskere som havde vundet en billet til Grand Finals. Dette var Mads R. Thomsen, Christian Sørensen og Jan Andreasen.
Bedst gik det for Mads R. Thomsen, som kørte sig til karrierens hidtil bedste resultat med en super flot 3. plads! Dette var samtidig også det bedste danske resultat til en Rotax Grand Finals nogensinde!
Allerede i kvalifikationen var Mads at finde i top 10. Med 9. hurtigste tid gav dette et godt udgangspunkt for kvalifikationsheatene. Her klarede Mads sig super godt og stabilt igennem med tre 4’er pladser og dermed en start som 5’er til Pre-finalen. Her formåede Mads at bevare sin placering og et super godt udgangspunkt til finalen var sikret. I finalen var der endnu mere fart på Mads og den fine 5. plads blev byttet rundt med en super flot 3. plads og Danmarks første podieplacering til en Grand Finals.
Christian Sørensen havde ikke det bedste Rotax VM. Det hele startede ellers rigtigt godt med 21. hurtigste tid i kvalifikationen, kun små 0,3 fra nr. 1. Men allerede i første kvalifikationsheat gik det galt. En påkørsel i starten sendte Christian af banen og ud af heatet. Andet kvalifikationsheat blev også en kort fornøjelse, hvor Christian kun nåede 3 omgange, inden han igen måtte udgå. Lidt oprejsning var der dog i det sidste heat, hvor Christian kom i mål på en 15. plads. Dette betød en startplacering i den tunge ende af opsamlingsheatet og selvom at Christian fik kørt sig flot frem som nr. 15, så slutte Grand Finals her for ham.
Jan Andreasen er den dansker med flest starter til en Grand Finals og igen i år var han at finde i DD2 feltet. Tidskørslen gav dog et svært udgangspunkt for weekenden, da Jan kun kørte sig ind som nr. 60. I kvalifikationsheatene var det utroligt tæt og selvom at Jans omgangstider var til en placering i top-10, så var det ikke let at komme derop. I hans heats blev det til placeringer som 29’er, 20’er og 28’er. Dette betød en tur i opsamlingsheatet, hvor det desværre kun blev til en placering som nr. 25.
Top 3 i finalen blev:
- Ferenc Kancsat (Ungarn)
- Andreas Backman (Sverige)
- Mads R. Thomsen (Danmark)
og så kan vi jo lige nævne at Rubens Barrichello fra Brasilien blev nr. 4.
Rotax DD2 Master
To danskere var til start i DD2 Master – Johnny Nørgård og Michael L. Bærensen. Johnny fik en meget svær start på sin Grand Finals weekend, da hans tidskørsel endte med en placering som nr. 69. Bedre gik det heldigvis i hans kvalifikationsheat hvor det blev til en placering som nr. 24, 25 og 28’er. Dette betød en tur i opsamlingsheatet, hvor Johnny sluttede på en 29. plads, efter at have været i tumult i starten.
Lidt bedre så det ud for Michael, som kvalificerede sig på en fin 28. plads i tidskørslen. I sit første heat fandt han endnu mere farten i karten og fik kørt sig frem på en flot 11. plads. Farten fik han desværre ikke lov til at udnytte i sit andet heat, da det sluttede allerede på første omgang med et sammenstød. I sit sidste heat var Michael dog godt med igen og sluttede som nr. 15. Desværre betød det udgåede heat en tur i opsamlingsheat for Michael. Her blev det rigtigt tæt på at han kvalificerede sig til finalerne, da han sluttede som nr. 8.
En tredje dansker var faktisk også til start. Det var Robert Schlünssen, som dog kørte under tysk flag. Han klarede sig rigtigt godt med en 8’er i tidskørslen og en start placering som nr. 7 til Pre-finalen. Her gik det dog desværre galt for Robert da hans gearkasse gik i stykker på opvarmningsomgangen. Var en startplacering som sidst i finalen formåede han dog at køre sig frem som 15’er. Bare ikke lige det resultat som han havde håbet på inden uheldet skete.
Top 3 i finalen blev:
- Ryan Urban (New Zealand)
- Jim Ringelberg (Holland)
- Gabriel Zughella (Argentina)
Se alle resultater på www.rotax-kart.com