På billedet ses den regerende Europamester Nicolaj Møller Madsen.
Et af årets helt klare højdepunkter i karting, nemlig Europamesterskabet står for døren for 230 kartingkørere. 17 danskere er kvalificeret fordelt på klasserne KF2 og KF3.
Torsdag starter de officielle træninger på banen, og fredag eftermiddag køres tidtagningen. Lørdag køres alle de indledende heats og søndag er dagen hvor mestrene bliver fundet. Allerede nu har en del danskere været på banen og teste forud for det store løb.
KF2 – 98 kørere, 12 danskere
I KF2 klassen har vi danske Nicolaj Møller Madsen, som sidder på det nuværende Europamesterskab efter suveræn kørsel sidste år. Den garvede kører er skiftet fra sit daværende team Energy Corse til det nuværende Sean GP. Her får mesteren opbakning og støtte fra sin nye teamkammerat Sean Gelael, hvor danskeren skal forsøge at forsvare sin titel i sin FA-kart.
Til start er også Kevin Rossel som i år har vist masser af styrke og ikke mindst stabilitet som rookie i KF2-klassen. Kevin var bl.a. på podiet både til WSK Euroseries og til Em-kvalifikationen på Pfi i England.
Tony Kart fabrikskøreren Christian Sørensen er også rookie i KF2-klassen, og har i år også vist masser af fart og styrke. I weekenden op til EM-løbet kørte Sørensen også med i den tyske serie på Amphing.
Max Klinkby-Silver kører Europamesterskabet for Birel Motorsport, hvor han også skal være teamkollega med den danske kvindelige kører Michelle Gatting. Vi har ikke set så meget til Gatting i karting i år, da hun har kørt med i den danske Formel Ford serie for Fluid Motorsport. Her har hun bl.a. kørt mod Jacob Nørtoft, som også skal køre Europamesterskabet i Zuera. Nørtoft er tilbage hos sit gamle team Ricky Flynn, som han vandt Super One (Engelske mesterskab red.) med sidste år.
Italsport-køreren Lars Sørensen har også gjort det rigtig fint i år, og det er bl.a. er blevet til en podieplads i WSK Euroseries. En anden dansker i Italsport-teamet er Kasper Larsen. Nicolas Beer kører hos KSB teamet, hvor han skal være teamkollega med en anden hurtig dansker, nemlig Thomas Krebs. For det svenske Ward Racing team i Tony Kart har vi den danske Super Kart mester Jonas Hansen. Den eneste dansker i Maranello kart er Andreas S. Hansen, som i år har kørt med i WSK i KF1.
Alt i alt er det et meget stærkt dansk KF2 felt som Danmark stiller til start med. Principielt kan alle danskere blande sig og være med i kampen om podiepladserne og ikke mindst titlen som Europamester.
Her ses et billede af Zuera Karting, og her skal Europamestrene findes.
KF3 – 97 kørere, 5 danskere
I KF3 klassen er der fem danske kørere med. Lasse Sørensen som kører hos KSB teamet i Birel, har været rigtig hurtig hele sæsonen og ikke mindst kørt nogle flotte placeringer hjem i WSK-serierne. Nicolai Sylvest har også imponeret og var bl.a. på podiet til WSK Euroseries tidligere på året. Nicklas Nielsen kører for Tony Kart Junior teamet. Slavko Ivanovic er for nylig skiftet til DR karting teamet hvor det skal blive spændende at følge ham. Også Nicklas Ingemann kører med om Europamesterskabet i sin Kosmic Kart.
Det er fem virkelig stærke KF3 kørere vi har med i klassen, og det skal blive spændende at se hvad dette kan ende med.
Udover Europamesterskabet køres anden afdeling af Verdensmesterskabet i KF1 på samme bane i samme weekend. Her er Nyck De Vires den helt store favorit til sejren. Danske Jannick Flygenring er også tilmeldt sammen med Husted Racing.
Læs mere om Europamesterskabet her.
Følg løbet live og se resultater her.
Der skal lyde masser af lykke til de danske kørere fra Gokartweb.