De helt unge kartkørere mødes i Vojens når årets 2. Race Camp afholdes i pinsen.
I pinsen d. 8. og 9. Juni mødes Danmarks unge kartingkørere, når der for anden gang afholdes DASU Race Camp. Denne gang gæster projektet Vojens Karting Bane, hvor der for bare et par uger siden blev kørt Dansk Super Kart.
Der er endnu engang en masse relevante emner på programmet for de 35 kørere. På programmet er der både kørsel, teori og ikke mindst fysisk træning og ernæringslære. Søndag er sat af til udelukkende at dreje sig om teori, mens mandag drejer sig om det køretekniske.
Idrætspsykologen Nikolaj Korsgaard gæster igen projektet. Han henvender sin undervisning til forældre og mekanikere. Samtidig bliver kørerne undervist i ernæringslære og fysiologi, og ydermere vil der være gode tips og tricks til opsætning af kart, samt den mere tekniske del. Afslutningsvist skal der selvfølgelig afholdes den store eksamen, hvor kørerne testes på deres paratviden, i motorsportsrelaterede emner og motorsportshistorie.
Instruktørerne er igen delt op i klasser, hvor det er Dennis Wounlund der har Cadett Mini, Nicolaj Møller Madsen Cadett Junior og Christian Markussen KF Junior.
DASU Race Academy blev oprettet i 2013, og er Danmarks hidtil mest ambitiøse talentprojekt nogensinde. Projektet strækker sig over tre såkaldte Race Camps, som afholdes på tre forskellige lokaliteter rundt om i Danmark. Her inviteres kun de bedste instruktører der sammen udarbejder ambitiøse udviklingsprogrammer til kørerne, så de forberedes på alle aspekter de kan møde i sporten. Nogle af sidste års fokusområder var bl.a. målsætninger, visualisering, fokus, kost og motion, sponsorsøgning og sponsorpleje, køreteknik, generel opførsel og meget mere.