Det største danske KF felt siden 2009 viste flot race

Hele 26 KF kørere var til start ved Dansk Super Kart i København – det er ca. ligeså mange som i 2011, 2012 og 2013 tilsammen. 9 udlændinge pyntede dog pænt i statistikken.

Her er vinderne af søndagens KF finale: 1. Alexander Müller (Energy / TM), 2. Christian Sørensen (Dino / TM), 3. Emil Skärås (Tony Kart / Vortex), 4. Magnus Ruud Kjær (Tony Kart / Vortex).

Tæt race og flere forskellige kørere med i front

Lørdagens tidtagning startede med at Peter Bielefeldt satte sin CRG på pole position. Herefter kom de to TK Racing kørere Nicolai Kjærgaard og Alexander Müller, efterfulgt af en norsk Energy kører, Cedrik Fonn Skåre. Top 5 i lørdagens tidtagning blev lukket af svenske Alexander Dahlberg i sin Tony Kart – Alexander var kun lidt over 1/10 sek. langsommere end Peter Bielefeldt.

Peter Bielefeldt havde derefter en meget uheldig start på første heat, da hans motor ikke ville køre, så han måtte udgå allerede på opvarmningsomgangen.

dsk2-kfstart640

Her går starten til lørdagens første heat, med Peter Bielefeldt (119) og Nicolai Kjærgaard (63) i forreste række.

Andreas Jochimsen (Art Grand Prix / TM), som var blevet nr. 6 i tidtagningen – nogle få tusindedele fra nr. 5 – benyttede første heat til at snuppe en sejr foran Nicolai Kjærgaard, som var heatets hurtigste mand. Efter de to kom Mathias Sjøberg (LH / TM), Valdemar Risom (Kosmic / Vortex) og Alexander Müller.

I andet heat benyttede Peter Bielefeldt sin pole position til at køre sejren hjem, og denne gang var det Alexander Müller, Andreas Jochimsen, Magnus Ruud Kjær og Mathias Sjøberg, der tog de resterende top-5 placeringer.

I lørdagens afgørende finale måtte Peter Bielefeldt endnu engang udgå, og overlod i stedet scenen til Andreas Jochimsen, der kørte en suveræn sejr hjem, med over 5 sekunder ned til norske Cedrik fonn Skåre på 2. pladsen. Mathias Sjøberg, Alexander Müller og Nicolai Kjærgaard rundede top-5 af i lørdagens finale.

Dermed havde 9 forskellige kørere haft top-5 placeringer i lørdagens tidtagning og heats.

dsk2-kf-jochimsen-muller-ruudkj

Andreas Jochimsen (72) og Alexander Müller (1) var to af de mest dominerende kørere weekenden igennem. Bag de to kommer Magnus Ruud Kjær, der også var med i top 5, men ikke helt så hurtig og stabil.

Endnu 3 nye kørere med top-5 placeringer søndag

Når man fulgte søndagens tidtagning online var det tydeligt, at der i løbet af de 10 minutter blev skiftet meget rundt på pladserne – og den endelige startrækkefølge blev først afgjort på allersidste omgang.

Andreas Jochimsen forsatte hvor han slap, og snuppede pole position i tidtagningen 1/100 sek. foran en af de nye i top-5 Christian Sørensen (Dino / TM). Herefter kom Nicolai Kjærgaard, Alexander Müller og Cedrik Fonn Skåre.

Første heat blev dog domineret af Nicolai Kjærgaard og Christian Sørensen, der havde en tæt fight om førstepladsen, som Nicolai vandt med et forspring på 1 sek. til Christian. 4 sek. efter dem kom Cedrik Fonn Skåre, Andreas Jochimsen og så endnu en ny top-5 kører Jannick Jakobsen (Tony Kart / Vortex).

Andet heat blev vundet af Christian Sørensen, efter en tæt fight mellem flere af de forreste kørere. Alexander Müller, Andreas Jochimsen, Nicolai Kjærgaard og Cedrik Fonn Skåre tog de næste pladser.

dsk2-kf-christiansorensen

Christian Sørensen (6), der ellers kører Rotax Super Senior, brugte lørdagen til at finde den rigtige opsætning, ødelægge en motor og køre en ny til, inden han for alvor viste stor fart fra start til slut om søndagen. Det var ellers ikke meningen at den lejede TM motor fra TK Racing skulle have været i brug, men man må sige at den også viste sit værd om søndagen.

Peter Bielefeldt, der blev 6er i tidtagningen kørte ikke en eneste omgang i hverken 1. eller 2. heat (jeg kender ikke årsagen), så han måtte starte finalen bagest i feltet.

Søndagens finale blev en spændende affære, med endnu en meget tæt kamp om pladserne i hele feltet – kun 14 af de 26 kørere gennemførte finalen…

Det var LUG køreren Alexander Müller, der endte med at være skarpest, og have den bedste opsætning, så han kørte sejren hjem foran en også stærkt kørende Christian Sørensen, som var på “gæstevisit”, da han ellers primært kører Rotax Super Senior i 2014. Nr. 3 og 4 blev Emil Skärås og Magnus Ruud Kjær, mens Peter Bielefeldt fik kørt sig flot op til en 5. plads – som dog ikke gav pokal med hjem.

Andreas Jochimsen var blandt de uheldige der udgik af finalen.

Du kan se alle resultater på amigoo.se

Se den samlede stilling i Dansk Super Kart for KF her

Vi må håbe at DM for KF over en enkelt weekend i Søndersø kan lokke den lille håndfuld danskere, der primært kører i udlandet hjem til et spændende race

Nicklas Nielsen, Christian Sørensen (fra GGK) og Kevin Rossel har i de senere år stort set ikke kørt i Danmark. Når det officielle Danmarks Mesterskab skal afgøres over en enkelt weekend – hvor der ikke samtidig køres hverken CIK eller WSK løb, så kan man jo håbe på at både de og alle andre der ikke kan deltage i hele DSK serien møder op, så der kan blive skabt et brag af et DM i Søndersø.

Klubben viste jo i 2013 at de var dygtige til at arrangere løbet, så det kan man jo næsten kun forvente, at de vil gentage i år.

Løbet i Søndersø køres den 6-7. september, og umiddelbart er det kun Formel 1 i Monza, der trækker i lige netop denne weekend, så man har jo lov at håbe.

Scroll til toppen