Andreas startede ellers weekenden ret skidt, med en kvalifikationstid som nr. 32 i det 53 mand store KZ2 felt.
KZ2 feltet til EM har igen i år været rigtig stærkt besat med kørere, der har fuldt internationalt program. Det var derfor også en overraskelse for mange, da Andreas Fasberg vandt første afdeling af EM i Sarno – da han kun har kørt meget få løb de seneste sæsoner.
Efter Successen i Sarno blev han bedt om at stille op i det Tyske Mesterskab for det tyske Tony Kart team – mens han ved EM stiller op for Tony Karts fabriksteam.
I det tyske mesterskab har han kun lejlighedsvis været med helt fremme, og indtager efter de første to afdelinger en samlet 15. plads. Seneste afdeling af det tyske mesterskab blev kørt for blot 3 uger siden, netop i Genk, hvor den sidste afdeling af EM blev kørt i denne weekend.
Fantastisk fight og fravær af uheld sikrede Andreas en flot samlet 3. plads i EM
Andreas havde svært ved at finde farten i karten ved tidtagningen, og kom ind som nr. 32 knap et halvt sekund efter Stan Pex på førstepladsen.
Herefter fulgte 4 dramatiske kvalifikationsheat i strålende solskin, hvor han formåede både at finde farten og at køre sig i top-10 alle 4 gange. Det var nok til at kunne starte som nr. 14 i prefinalen.
Søndagen bød på mere omskifteligt vejr end fredag og lørdag, så til prefinalen måtte kørerne have LeCont regndækkene frem. Dækkene er noget anderledes (læs dårligere) end Vegas regndæk, og de fleste kørere har ikke kørt ret meget med dækkene, så det var ret uvist hvordan styrkeforholdet ville være – og der var da også ret stor forskel på bedste omgangstider selv i toppen af feltet.
Andreas klarede udfordringerne fornuftigt, og kørte sig 3 pladser frem til en 11. plads – men det så nu ud til at skulle blive meget svært at køre en podieplads hjem i finalen.
Andreas leverede en fantastisk fight og kørte sig frem til en 6. plads i finalen, og da alle point var talt sammen og trukket fra var Andreas 4 point foran Luca Corberi i kampen om 3. pladsen.
Joel Johansson sluttede finalen i Genk på 3. pladsen, og da hans nærmeste konkurrent til den samlede EM titel – Pedro Hiltbrand – sluttede finalen i Genk som nr. 9, så blev top 3 i EM for KZ2 altså:
1. Joel Johansson, N, Energy / TM
2. Pedro Hiltbrand, E, CRG / Maxter
3. Andreas Fasberg, DK, Tony / Vortex
De to Dino kørere, Nikolaj Rasmussen og Henri Kokko havde en ret skidt weekend i Genk
Nikolaj Rasmussen havde ellers varmet op til EM i Genk ved at deltage i det tyske mesterskab på samme bane 3 uger tidligere. I træningerne så det også ud til, at denne indsats havde båret frugt, da han flere gange havde tider i toppen af sin gruppe.
De nye dæk og opsætningen på karten passede dog ikke godt nok sammen i tidtagningen, hvor han var 1/10 langsommere end Fasberg – og dermed nede som nr. 41. Det gav meget svære odds til de 4 kval. heat, og da han så samtidig blev kørt af i det ene heat og havde motorhavari i et andet heat, så var håbet om finaleplads slukket.
Henri Kokko var nr. 13 i tidtagningen i det 19 mand store KZ felt. Han kom fornuftigt gennem kval. heatene, men udgik i finalen fra en 15. plads. Samlet slutter Henri Kokko som nr. 21 af i alt 27 deltagere i det rigtig skrappe KZ felt. At konkurrencen i KZ er ekstremt hård, og at det virkelig er marginaler, der gør forskellen illustreres rigtig godt af at sidste års vinder – Rick Drezen – sluttede dette års EM på en 19. plads, med kun 1 point mere end Henrik Kokko.
Vinderne af årets EM for KZ blev
1. Flavio Camponeschi, I, Tony / Vortex
2. Marco Ardigo, I, Tony / Vortex
3. Ben Hanley, UK, Croc Promotion / TM
Endnu en godkendt indsats af Emil Lassen i Academy klassen
Emil Lassen startede kvalifikationen ved 2. afdeling af årets Academy Trophy som nr. 41 af 49 deltagere, og havde dermed endnu engang et rigtig svært udgangspunkt for at komme videre til weekendens finaler.
Efter kvalifikationsheatene var han nr. 34, og skulle dermed igen køre det nervepirrende opsamlingsheat søndag, hvor kun de 6 bedste kommer med til prefinale og finale.
Emil klarede sig igennem opsamlingsheatet som nr. 4, og kunne dermed starte prefinalen som nr. 32. På den våde bane i prefinalen kørte han sig ind som nr. 20, mens han i det tørre finaleheat måtte afgive 4 af de vundne pladser, og sluttede weekenden som nr. 24.