Den sidste afdeling af WSK World Series blev kørt den sidste weekend i oktober. Det var også denne gang med dansk deltagelse. Michelle Gatting i KF2, og birel-køreren Christian Sørensen i KF3.
Her er Christian Sørensen sammen med sin mekaniker og far, Erik Sørensen, til løbet i Egypten.
Årets sidste løb i den hårde WSK World Series blev kørt i weekenden d. 29.-31. oktober i Egypten, Sharm El-Sheik. Det var med to danske deltagere i hver sin klasse. Bedst sluttede weekenden for unge Christian Sørensen i sin birel-kart i KF3 på en fjerdeplads. Michelle Gatting måtte slutte sin 2010-sæson af i sandkassen efter en påkørsel i finalen.
KF2 – 18 deltagere
I KF2-klassen var det danske Michelle Gatting der dominerede feltet hele weekenden. Hun kvalificerede sig som nummer fem i tidtagningen, og vandt derefter både det første og andet kvalifikations heat. Det tredje heat blev vundet af konkurrenten Luke Varley, og Michelle blev nummer fem.
Den danske super-girl kom dog fantastisk flot tilbage i pre-finalen, hvor hun vandt suverænt endnu engang. Det så længe ud til at blive Michelles weekend, med indtil videre 3 sejre ud af 4 mulige, men finalen viste sig at ende brat for danskeren.
“Jeg blev simpelthen kørt af i første sving i finalen, og der endte min weekend desværre. Sådan er motorsport jo, men jeg synes det er lidt unfair, at der ikke var nogen der blev straffet for påkørslen,” fortæller Michelle Gatting efter en ellers flot weekend i Sharm El-sheik.
Vinderen af finalen og det samlede WSK World i KF2 blev Sebastien Bailly, med Tony Kart-køreren Chris Lock lige bag sig på andenpladsen. Danske Michelle Gatting ender på en flot ottendeplads i den samlede WSK World-stilling.
KF3 – 14 deltagere
Christian Sørensen var eneste danske deltager i KF3-klassen. Den unge birel-kører fra Varde havde en rigtig god weekend i Egypten.
Selvom dækkene ikke var helt optimale til tidtagningen, så formåede unge Sørensen at kvalificere sig som nummer fem. I sine kvalifikations-heats blev det til henholdsvis en sjette, fjerde og tredjeplads. Det gav et udmærket udgangspunkt for pre-finalen med en startplacering som nummer fem.
Pre-finalen startede også rigtig flot for Christian Sørensen, men grundet en fejl i motorstyringen faldt han tilbage i feltet og sluttede på en niendeplads. Det slog dog ikke den gæve birel-kører ud, og han vendte stærkt tilbage i finalen, og sluttede sin 2010-sæson flot af på en fjerdeplads.
“Jeg var tæt på at slutte i top tre,” forklarer Christian Sørensen. Konkurrenterne bed i midlertidig godt fra sig, og jeg kørte derfor over målstregen som nummer fire.”
I den samlede WSK World-stilling blev slutresultatet til en sjetteplads for unge Sørensen.
Dagens vinder af finalen blev Takashi Kasai. Vinderen af den samlede WSK World i KF3 blev CRG-køreren Max Verstappen.
Som beskrevet tidligere, var WSK World det sidste løb i år for birel-fabrikskøreren Christian Sørensen. Den unge vestjyde skifter i 2011 til KF2-klassen.
Alle resultater og stillinger kan ses på WSK’s hjemmeside www.wskarting.it