Lad os alle tage Ja-hatten på!

Med udmeldingen fra Rotax DK er der lagt op til fornyet konkurrence om de danske gokartkørere. Det er måske ikke den mest ønskværdige situation, men det er trods alt de danske kørere og klubber, der kommer til at afgøre, hvem der vinder!

I aften er alle danske klubber inviteret til orienteringsmøde med KU. Efter mødet vil det formentlig være klart, hvad klubberne ønsker i forhold til at få løbskalenderen for 2012 til at falde endeligt på plads.

Det synes dog helt sikkert, at Rotax kørerne under alle omstændigheder får flere løb at vælge imellem – og det bliver op til dem at markere med deres deltagelse om de ønsker at støtte DASU eller Rotax DK.

Etableringen af en ny union uden for DASU får ikke KU til at ændre på deres planer om at køre Dasu Mesterskab for Rotax klasserne.

Det får heller ingen betydning for KU og DASUs planer for Junior Cup, Talent Cup, Dansk Super Kart og øvrige danske klasser. Ligeledes har det ingen betydning for ROK og X30.

Jeg er sikker på, at alle der er involveret i gokartsporten ønsker at der er så mange udøvere i sporten som overhovedet muligt – uanset, hvilken holdning de så iøvrigt har til klasser, politik, magtkampe og “personfnidder”.

Så til de danske gokartkørere:

Se stort på magtkampene og find grejet frem til træning og løb i 2012 – uanset, hvilken klasse du vil køre og om du støtter DASU eller Rotax DK!

Der kan selvfølgelig blive nogle praktiske problemer for kørere og klubber – f.eks. er det ikke tilladt for DASU medlemmer at deltage i løb eller træning sammen med kørere, der ikke har DASU licens.

Kørere, der ønsker at køre eller træne uden for Danmark er også nødt til at have DASU licens for at kunne bestille international licens.

Der er endnu ingen information om, hvad det kommer til at koste at tegne licens i en ny union ledet af Rotax DK – men det er ikke særlig sandsynligt at omkostningen til en ekstra licens har nogen væsentlig betydning på budgettet for de kørere, der får brug for dette.

Derfor vil de der ønsker at deltage i løb uden for DASU regi formentlig nøjes med den økonomiske ulempe det vil være at skulle tegne licens i begge unioner.

Jeg håber, at kunne bringe mere nyt kort efter orienteringsmødet mellem KU og de danske gokartklubber.

Om DKF – Dansk Kartforhandler Forening

DKF, Dansk Kartforhandler Forening, blev oprindelig oprettet af en stor del af alle danske kartforhandlere, for at have en samlet stemme over for DASU og andre.Foreningen var aktiv i en årrække, men ophørte gradvist med sin drift (møder), efterhånden som andre interesser overtog dialogen med især DASU.Selvom aktiviteterne i foreningen ligger 6-8 år tilbage, er foreningen aldrig ophørt eller nedlagt.

Det er blevet understreget over for undertegnede, at den nye forening med samme navn IKKE er identisk med den oprindelige forening, og at ikke alle forhandlere bakker op om den nye forening.

PS: Hvis du har lyst til at præge udviklingen i DASU, så søger bestyrelsen lige nu medlemmer til udviklingsudvalget, der skal sørge for flere medlemmer, flere deltagere til løb, og lavere omkostninger ved at dyrke motorsport 🙂

Læs mere på dasu.dk

Scroll til toppen