For tredje år i træk scorer Danmark en medalje ved EM. Nicklas bliver nu en del af statistikken og kan høste en flot sølvmedalje, efter kampen om guldet.
I weekenden d. 29. – 31. August scorede Nicklas Nielsen sig et flot vice europamesterskab i England. Danskeren kæmpede med om guldet til det allersidste. Da årets sidste afdeling af EM blev kørt på PF International i England, havde Nicklas Nielsen scoret flest point af alle, og været mest konstant i løbet af de 4 afdelinger serien blev kørt over. I sidste ende blev det dog Callum Ilott der tog guldet, efter han havde fjernet sine dårligste resultater fra pointstillingen og kørte en fejlfri afdeling på engelsk jord.
KF – 51 deltagere, 3 danskere
I KF kategorien var det Nicklas Nielsen der var i front af mesterskabet inden feltet mødtes på PFI. Nicklas førte med 5 point ned til Callum Ilott. Desværre viste Callum Ilott sig at have en rigtig god weekend der lige var en lille tand bedre end Nicklas’ weekend. Efter de indledende heats var Ilott forrest, og skulle derfor starte prefinalen fra poleposition mens Nicklas Nielsen skulle starte toer. Og efter de 15 omganges prefinale, havde Ilott vundet, mens Nicklas sluttede treer. I finalen kæmpede de to flot, og starten gik rigtig godt for Nicklas – hvorefter han kom solidt i front. Desværre måtte han altså se sig slået af Callum Ilott der vandt finalen, og dermed kunne høste en EM-titel. Imens sikrede Nicklas Nielsen sig en flot sølvmedalje i det hårde mesterskab.
Udover Nicklas kørte Daniel Lundgaard og Nicolai Kjærgaard også med. De endte henholdsvis som nr. 22 og 20 i finalen.
KF Junior, 55 deltagere, 2 danskere
Her var det Enaam Ahmed der var i front af mesterskabet, og dette holdte hele vejen hjem. Han vandt mesterskabet foran en meget agressiv Mick Junior mens Devlin Defrancesco sluttede på tredjepladsen. De danske kørere Christian Lundgaard og Casper Røes deltog som de eneste to danskere i afdelingen, og det lykkedes begge to at køre point hjem. Casper Røes kørte løbet for Energy fabriksteam, som havde hyret den unge dansker ind i deres team. Sammen med dem havde han sin bedste EM-afdeling på PFI, hvor han endte med at køre 7 point hjem, fremfor 0 point i de 3 tidligere afdelinger.
I prefinalen kørte Casper Røes en 11. plads hjem og Christian Lundgaard en 21. plads. I finalen var begge danskere fint med, og Casper Røes sluttede på 12. pladsen mens Christian Lundgaard fik kørt sig flot op på en 15. plads i det hårde felt. Enaam Ahmed vandt begge finaler og kunne glæde sig over et europamesterskab sammen med teamet Ricky Flynn.
Der er sikkert en masse kørere, der gerne vil have revanche efter sådan et EM. Det sker allerede d. 19. – 21. September hvor der køres VM i Frankrig.