Nicklas Nielsen vinder i Genk

Nicklas Nielsen vandt både prefinale og finale til årets 3. afdeling af EM. Dette sikrer ham nu en føring med 9 point ned til Callum Ilott.

Denne gang gæstede feltet den belgiske bane Genk, hvor Danmark i øvrigt har nogle ret gode erfaringer fra. Tilbage i 2010 var det på selvsamme bane, at Nicolaj Møller Madsen sejrede til EM. Disse gode erfaringer fortsætter denne generations kørere i stor stil. Nicklas Nielsen dobbeltsejrede nemlig på banen, da han både vandt prefinalen og finalen. Dette sikrer ham nu et lille forspring i den samlede EM-stilling med 9 point ned til Callum Ilott på andenpladsen.

Nicklas Nielsen fortsætter de gode takter og kan efter 3 afdelinger høste et lille forspring i EM-stillingen. 9 point skiller ham fra 2. pladsen Callum Ilott, mens der er 23 point ned til 3. pladsen Tom Joyner. Forud for afdelingen i Genk delte danskeren dog 1. pladsen med britiske Lando Norris, men sidstnævnte havde en rigtig uheldig weekend i det belgiske og scorede kun 9 point for sin kvalifikation og 0 i finalen. I finalen udgik briten nemlig fra 1. pladsen med tekniske problemer, hvilket har sendt ham ned på den samlede 4. plads. Der er dog intet der er afgjort endnu – langtfra faktisk. Den sidste og afgørende afdeling køres på engelsk jord, nærmere PF International i Lincolnshire. Her vil især 2. – 3. og 4. pladsen kæmpe alt hvad de har lært, for at tage titlen på “hjemmebanen”, det er nemlig de førnævnte britere Lando Norris, Callum Ilott & Tom Joyner. De vil få kamp til stregen, for Nicklas Nielsen har virkelig vist styrke, gå-på-mod og når alt spiller hans vej – ja, så skal konkurrenterne stå tidligt op.



Nicklas Nielsen øverst på podiet foran Ilott & Joyner. Foto: KSP – CIK FIATop 3 finale KF, Genk

1. Nicklas Nielsen
2. Callum Ilott
3. Tom Joyner

Udover Nicklas Nielsen, deltog yderligere tre andre danskere i KF. Kevin Rossel, Daniel Lundgaard og Nicolai Kjærgaard. Sidstnævnte havde en rigtig hård weekend, og nåede ikke til finalen, mens Rossel & Lundgaard begge var med videre.

Daniel havde en forrygende weekend i Genk. Og det er tydeligt at se, at han konstant rykker sig og forbedrer sig. Familien Lundgaard må også siges at have et stramt program i år. De flyttede først på året til Italien hvor de har boet lige siden, netop for at få så meget kørsel som muligt til både Daniel og lillebror Christian. Her bruger de alt deres tid og ressourcer på at teste og træne, samtidig med at Daniel i øjeblikket også må et smut forbi DK hvor hans eksaminer skal passes. I fredagens kvalifikation blev det til en forrygende 9. tid for Daniel godt 0.249 fra hurtigste mand som var Lando Norris. I de tre indledende heats gik det også godt for den eneste privatanmeldte kører i feltet. Her opnåede han placeringerne 10., 7 og 4, hvilket samlet set placerede ham på en 8. plads i det stærke KF felt. I prefinalen sluttede den gode stemning lidt, for her blev Lundgaard kørt hårdt af banen og han sluttede officielt på en 24. plads. Dette vanskeliggjorde selvfølgelig også mulighederne for en god finaleplacering, hvor han dog også afslutningsvist måtte udgå med bukket sporestang. 

Nicolai Kjærgaard kørte second chance, hvor han lå tæt på at gå videre – men fik en 10 sekunder straf der altså satte ham helt ud af tælling. Kevin Rossel var 16’er på tiden, og efter heatsene var han samlet nr. 15. I prefinalen blev det til en godkendt 11. Plads. Mens finalen blev en rigtig træls affære. Danskeren blev udelukket og scorede dermed ikke nogen point.

Den fjerde, sidste og afgørende afdeling af EM køres som tidligere nævnt i England d. 28. – 31. August.

Se 3. Afdeling af EM – finalen for KF her.
Alle resultater kan ses på CIKFIA her.

Scroll til toppen