Nielsen og Rossel i top 10

WSK Super Master Series første afdeling er veloverstået på Sarno. Weekenden bød på høj sol, og ikke mindst masser af regn. Rossel og Nielsen leverede super resultater og sikrede sig point.

Foto: KSP.fr.

KF – 3 danskere
Nicklas Nielsen & Kevin Rossel sikrede sig nogle super flotte resultater i den regnvåde finale på Sarno. De formåede begge af køre sig i top 10, hvilket sikrede dem begge nogle gode point i mesterskabet. Nicklas Nielsen startede sin prefinale, som også var i regn, fra pole position. Han sluttede på en andenplads, hvilket gav startplaceringen som firer til finalen. Samtidig sluttede Kevin Rossel sin prefinale på 6. pladsen efter suveræn opkørsel i feltet. I finalen skulle han så starte som 11er. Christian Sørensen der kørte sit første løb for ART GP sluttede sin prefinale på 14. pladsen, hvilket gav ham startplaceringen som 27’er til finalen.

I finalen silede regnen ned på den i forvejen våde bane. Både Nicklas & Kevin fik en rimelig god start, og holdte herfra hovedet koldt trods de svære forhold banen og vejret gav. Nicklas ender samlet på en 4. plads i finalen, mens Rossel slutter på en 6. plads. Super flot kørsel af de to OTK-kørere, som samtidig sikrer sig nogle gode point til mesterskabet. Finalen var en hård og svær affære, hvor Karol Basz virkelig havde styr på sit og havde fået god mulighed for at køre fra feltet. Han vinder finalen foran Callum Ilott & teamkammeraten Nikita Mazepin på tredjepladsen. Christian Sørensen ender på en 27. plads i finalen

KZ2 – 1 dansker
Andreas Hansen startede ud med at have en svær weekend, men formåede alligevel i søndagens finale at vise sine kvaliteter ved at køre 10 placeringer op i feltet. Samlet set ender Hansen på en 15. plads i finalen, efter startplaceringen som en af de bagerste. Dermed sikrer danskeren sig også 1 enkelt point i mesterskabet, hvilket rangerer til en 25. plads samlet. Bas Lammers har lagt sig solidt i front med 80 point foran Marco Ardigo med 60 p, og Arnaud Kozlinski på tredjepladsen med 40 point.

I KF Junior er det Daniel Ticktum der er i front foran Leonardo Lorandi og russeren Matvey Maslov. I 60 mini er det Maciej Szyszko der er i front foran Makar Mizevych og David Vidales.

Alle resultater kan findes her.

Næste løb i WSK Super Master Serien er i weekenden d. 13. April på 7 Laghi / Castelletto, mens tredje og sidste afdeling af serien køres på La Conca 27. April.

Scroll til toppen