Jacob Nørtoft deltog sidste weekend i anden afdeling af det britiske Super One mesterskab, der blev kørt på en lille bane i Skotland. Jacob vandt begge finaler og udbyggede sin mesterskabsføring.
Her er Jacob Nørtoft i aktion i Super One serien. Foto:Chris Walker, kartpix.net.
Jacob Nørtoft, der også indgår i DASUs talentudviklingstrup, har leveret en stribe imponerende resultater siden sit skifte til Ricky Flynn Motorsport. Med weekendens succes i Skotland har Jacob maksimum point (200) og fører dermed Super One serien med16 point i forspring til nr. 2.
Den lille Larkhall bane i Skotland minder ifølge Nørtoft lejren meget om Søndersø, både i størrelse og banelayout. Det var Jacobs første besøg på banen og med vejr der skiftede mellem solskin om lørdagen og regnvejr om søndagen fik den unge Sjællænder lov at vise sin omstillingsevne – og mekanikerne deres evner til at træffe de rigtige valg med hensyn til dæktryk, gearing og opsætning af karten iøvrigt.
Det blev til en 2. plads i tidtagningen, en 1. plads i første kval. heat, en 2. plads i andet kval. heat og derefter sejr i både prefinale og finale.
Næste afdeling af Super One serien køres i Nord Irland den 29-30. maj på banen med det pudsige navn ‘Nutts Corner’.
Inden da skal Jacob dog i aktion på dansk grund, når der køres EM-Kvalifikation i Thy den 29. april – 2. maj.