Ca. 130 kørere er tilmeldt Rotax Nordic Championship, der arrangeres af Midtjydsk Karting Klub den 8-9. august. Der er kommet ny ansvarlig for cafeteriaet ved banen, og det er til stor glæde for både kørere og tilskuere – så lad bare madpakken blive hjemme når du kører ud og kigger i weekenden.
Cafeteria og toilet / badforhold har længe været rigtig dårlige på banen i Ikast. Der er tydeligvis blevet lagt et stort arbejde i at få dette klar til årets Nordiske Rotax Mesterskab.
Weekendens løb køres for klasserne Rotax Mini, Junior, Senior og DD2. Der er så mange seniorkørere tilmeldt, at Oldboys og Heavy kørerne får lov at køre separate heats.
Rotax klasserne har gennem de senere år udviklet sig på den måde, at flere kørere med erfaring fra DASU klasserne er skiftet til Rotax, hvilket har skærpet konkurrencen i alle klasserne.
Der er dog stadig en stor spredning i felterne, da Rotax klasserne også stadig bruges meget som indstigningsklasse til kartsporten, på grund af en rimelig pris og et motorkoncept, der gør det nemt for nye at komme ud at køre uden den helt store mekanikererfaring.
Det Nordiske Mesterskab afvikles med træning, tidtagning og indledende heats om lørdagen, efterfulgt af de afgørende finaler om søndagen.
Virtuelt race i cafeteriaet hele weekenden
På initiativ fra Spirit Kart Danmark er der lavet aftale med klubben og cafeteriaet om opstilling af en GameRacer racersimulator i cafeteriaet på banen. Her vil der blive kørt race hele dagen lørdag og søndag og alle gæster i cafeteriaet – store som små – kan deltage i konkurrencen om pokaler og en række præmier, sponseret af forskellige gokartforhandlere.
Du kan finde mere om løbet og banen på midtjydskkartingklub.dk
Du kan finde mere om GameRacer – den ultimative racer simulator på gameracer.dk