For fjerde gang skydes Rotax Winter Cuppen igang. Løbet køres i weekenden d. 9. – 10. Februar på spanske Campillos.
For fjerde gang skydes Rotax Winter Cuppen i weekenden igang på Campillos. Det er folkene bag Rotax Euro Challenge der står bag eventen, og Winter Cuppen er den perfekte måde at skyde Rotax sæsonen igang på. I år er interessen for løbet helt eminent. Der er 100 kørere tilmeldte fordelt på klasserne Max Junior, Max Senior, Max DD2 og DD2 Masters. Dette betyder også at der forventes fuld grid – og endda har man været nød til at lave en venteliste pga. den store interesse.
Nogle af de kørere man specielt skal holde øje med er i DD2, belgiske Xen de Ruwe fra Formula K. Han vandt sidste år Winter Cuppen og sluttede 2012-sæsonen af på en samlet tredjeplads i Euro Challenge. Han vil få meget hård konkurrence bl.a. af finlandske Mika Laiho i Tony Kart, vice mester i Euro Challengen.
Med hensyn til Max Senior bliver det også uhyre spændende. Den regerende Verdens- og Europamester i Max Junior, Harry Webb (Tony Kart) debuterer i klassen. Her skal han konkurrere mod vice Europamesteren Edward Brand, og den nylige kårne verdensmester Charlie Eastwood.
Kigger man på selve banen Campillos, er det virkelig en spændende og udfordrende bane. Banen er 1588 meter lang, og der plejer at være omkring de 16 grader på denne tid af året.
Mht. dækningen af løbet er der også blevet arbejdet på mere moderne løsninger. Der vil være live streaming tilgængeligt fra søndagens finaler. Dette vil også gøre sig gældende i hele den kommende sæson for Rotax Euro Challenge.
Ikke nok med live streaming er der også sket en nydelig udvikling i det teknologiske aspekt. De tidligere on-board kameraer, som sidder på frontskjoldet, bliver skiftet ud med 24 kameraer fordelt på hele banen. Her vil to eksperter forsøge at sikre fair race. Samtidig bliver de alm. flagposter “skiftet ud” med gule LED skærme, som tændes med en fjernkontrol af stewardsene på banen.