Årets finaler var henlagt til Rødbys kringlede bane den 29-30. september. Der var fuldt løbsprogram, da både de nationale klasser og bløddæksklasserne skulle have afgjort Sjællandsmesterskabet.
Her er det vinderen af KF 2, Dear Schilling som netop havde kørt et rigtig flot løb ved World Cup i Belgien. Kun uheld forhindrede ham i at slutte i top 5 ved det løb. I Rødby kunne han tage hjem som Sjællandsmester. Foto: Louise Arp, Arp Motorsport.
Artikel fra SM af Louise Arp, Arp Motorsport.
Lørdag kører Formel Junior, POP2, POP1, Futura XL/OB og OldBoys. Kørerne vågner til en drivende våd bane, hvor det først er til de indledende heat, banen er til slicks.
Formel Junior
12 kørere er klar til start, og der er tæt kamp om dagens resultat. Sjællandsmesterskabet bliver inden Rødby ret suverænt ført af Nicolas Beer i FA Kart, og han vil gerne slutte på toppen – og vinder 1. heat, så dagen starter godt. Der er dog andre kørere, der også gerne vil vise, at de kører stærkt, og 2. heat vinder Kean Kristensen i CRG efter tæt kamp med Jannick Flygenring i Tony//Kart. Men Nicolas giver aldrig op – han vil forrest, og det lykkes i finalen, hvor han vinder dagens afdeling foran Jannick Flygenring og William Rimkratt-Milkowski, der hele dagen har fået sin FA-kart til at spille rigtig godt.
Sjællandsmesterskabet bliver derfor vundet af Nicolas Beer foran Jannick Flygenring og Andreas S. Hansen i RedSpeed. I alt 22 kørere har deltaget i SM.
POP2
Andreas Friis-Larsen i CRG er opsat på at vinde Sjællandsmesterskabet foran Frederik Mortensen i Birel, nu da Frederik vandt Ungdomscuppen. Men det vil ikke blive let – Frederik og Andreas ligger helt lige i SM-stillingen inden finaleløbet.
Frederik vinder 1. heat med Andreas som 2er.
Andreas fører fra start til mål i 2. heat efter rigtig flot kørsel på slicks på en lumsk bane med tørt spor på 80% af banen. Så mesterskabet skal afgøres i finalen.
De to Birel-kørere Frederik Mortensen og Kasper Hansen prøver at få Frederik forrest, men det forsøg går helt galt, da Kasper rammer Niklas Eghøj, der bliver skubbet ind i Frederik, med det resultat, at Frederik og Kasper må se finalen fra græskanten, og Andreas fortjent kan køre Sjællandsmesterskabet hjem.
Mark Meyer i Zanardi kører en rigtig flot finale og bliver 2er. Niklas Eghøj og Celine Friis Arp besætter de næste pladser.
Slutstillingen i Sjællandsmesterskabet bliver Andreas Friis-Larsen, Frederik Mortensen og Niklas Eghøj. I alt 8 kørere har deltaget i SM.
POP1
Her er stillingen tæt inden finalen, Niklas Vedel Olsen i CRG foran Nicolai Anker i Tony//Kart og Lasse Neuchs i TOP, og alle har mulighed for at vinde den samlede sejr..
Niklas viser dog sine 19 konkurrenter, at han er i storform og sætter tiden. Nicki Alfheim i Gillard er her sidst på sæsonen virkelig kommet i gang, og han bliver 2er på tiden foran Kevin Høpfner. Tidtagningens store taber bliver Søs Aarøe, der taber kæden på første omgang og derfor ingen tid får noteret.
Første heat køres på våd bane og Niklas får en dårlig start. Men han behersker også det våde føre og vinder heatet, foran Kevin Høpfner og lokale Patrick Eghøj i PCR.
Andet heat slutter også med Niklas og Kevin forrest – denne gang med Søs Aarøe på 3. pladsen. Søs har kørt sig mere end 10 pladser op igennem feltet og har virkelig fundet sporet og farten på den nu tørre bane.
Til finalen vil Niklas fuldende dagens hattrick og det lykkes – han vinder med over en langside foran Søs. 3er bliver Nicki Alfheim Jensen, foran Lasse Neuchs og Kevin Høpfner.
Sjællandsmesterskabet bliver vundet af Niklas Vedel Olsen foran Rasmus Andersen i CRG og Lasse Neuchs. I alt 22 kørere har deltaget i årets SM.
Old Boys
Michael Hansen i Tony har sammen med Morten Bulow i FA kart sat sig på klassen i år, og sådan ser det også ud i Rødby. Morten sætter tiden med over et sekund til Michael og imellem dem kommer lokale Carl Petersen, der udover at køre Old Boys også er teknisk kontrol her til SM-finalen.
Michael finder dog sit manglende sekund og vinder både første og andet heat foran Morten. Til finalen ramler de to CRG-kørere Jesper Lundsager og Jørgen Akselsen sammen i første sving og i næste sving sker det samme for Morten Bulow og Erik Christensen. De kommer begge i gang igen, men langt efter feltet. Så en overrasket Birk Bundgaard i Maranello ligger nu 2er, efterfulgt af Carl Petersen. Birk er festlig at følge – han har nok weekendens mest alternative ideallinier, som i øvrigt ikke er ens fra omgang til omgang, så Carl må kæmpe hårdt for at komme forbi. Det lykkes efter nogle omgange, men Carl kan nu ikke nå op til Michael Hansen, der vinder med over en langside.
Dagens resultat bliver derfor Michael Hansen, Carl Petersen og Birk Bundgaard.
SM-stillingen bliver Michael Hansen, Morten Bulow og Erik Christensen. I alt 11 kørere har deltaget i årets SM.
Futura XL/OB
15 kørere vil gerne vinde SM, men jyden Peter Dyhr i CRG har klart de største chancer – faktisk skal han udgå af alle heat for at efterfølgerne skal kunne nå ham.
Martin Stahl i Cosmos sætter tiden foran Peter, med Casper Frederiksen som 3er. Bedste Futura OB-kører er Jens Jaszczak på 7. pladsen.
Peter tager en ekstra Cola Zero og det må være den, der gør udslaget, for alle dagens 3 heat vinder han, foran Martin Stahl, der for en gang skyld ikke bliver ramt af motorproblemer i heatene.
Længere tilbage i feltet er der masser af fight. Kell Matthies vil gerne foran Martin, da de to kæmper om 2. pladsen i SM, men Kell ryger langt tilbage i det ene heat og må kæmpe sig op igennem feltet.
Kell’s teamkammerat, Brian Børger, har også en dag, hvis han både prøver at ligge helt i front og helt bagerst i feltet, men i finalen kommer han i mål som 3’er.
Bedste Old Boys bliver Jens Sandager på 8. pladsen, foran Karl Erik Nielsen i Intrepid (en af de orange drenge!).
Slutstillingen i Sjællandsmesterskabet bliver derfor Peter Dyhr, Martin Stahl og Kell Mathies. Første oldboys-kører er på femtepladsen Jens Jaszczak.
I alt 29 kørere har deltaget i årets SM, og det er vist første gang en jyde står øverst på skamlen. Men Peter, der kommer fra Århus, er medlem af Hedelands Motorklub og derfor en værdig Sjællandsmester.
Her er det lørdagens nykårede Sjællands Mestre – øverst fra venstre: Formel Junior: Nicolas Beer. Pop 2: Andreas Friis-Larsen. Nederst fra Venstre: Old Boys: Michael Hansen. Futura OB/XL Peter Dyhr. Pop 1: Niklas V. Olesen. Foto: Louise Arp.
Søndag er det så National A, Futura, KF3, KF2 og KZ2, der skal have afgjort deres mesterskaber.
National A
Intet er afgjort på forhånd; Benjamin Kristiansen i Intrepid, Jonas Olesen i FA kart og Steven Alfheim Jensen i Gillard kan alle vinde SM.
Benjamin er tændt på at laurbærkransen skal om hans hals, så han vinder tidtagningen og første heat, foran CRG-køreren Thomas Øland Sørensen.
Jonas og Steven er helt nede som 7er og 8er i det heat, så Benjamin er nu tæt på kransen. Men et løb er aldrig slut før målflaget er nået og det må Benjamin erfare i andet heat, for 1 omgang før mål, holder han pludselig for enden af langsiden, ude i græsset med ødelagt motor, og Toke Christensen og Steven Alfheim kan køre en dobbelt Gillard-sejr hjem, foran Thomas Øland.
Så der er spænding på til finaleheatet – intet er afgjort!
Jonas får en god start og ligger helt i top med Toke Christensen. Steven får en mindre god start, og den bliver så katastrofal i 3. sving, hvor han kører sammen med sin teamkollega Thomas Douglas og ender sidst i feltet.
Men Steven er ikke den, der giver op, og han får overhalet konkurrent efter konkurrent og slutter på 8. pladsen. Jonas bremseskive knækker efter et par omgange og han må efter en længere køretur tværs gennem græsset se resten af heatet fra sidelinien.
Toke kan ikke nå noget topresultat i SM, da han ikke har kørt alle afdelinger, men han er suveræn i finalen og vinder dagens SM-afdeling med over en langside, foran Danni Andersen i PCR og Thomas Douglas.
Benjamin bliver 4er, og det bliver derfor en meget glad Steven, der kan lade sig hylde som Sjællandsmester med kun 2 points forspring ned til Benjamin, 3er bliver Jonas Olesen.
Det er imponerende kørt af Steven, at han, selvom han ikke har kørt SM3, kan vinde det samlede mesterskab, ligeså vel som Jonas, der vinder bronze, kørte KZ2 i SM1.
I alt 28 kørere har deltaget i årets SM.
Futura
25 kørere vil gerne vinde SM i Rødby, men Allan Olsen i Intrepid har lagt sig solidt i spidsen, så meget skal gå galt, hvis ikke han skal vinde.
Peter Lundstrøm i Arrow og Torben Hansen i CRG, der ligger 2er og 3er inden finalen, er begge meget opsatte på at tage point fra Allan. Torben går så langt, at han skifter køredragt, til en slim-line model af ukendt årgang – og taber derved 268 gram 😉
Allan Olsen er også opsat på at sikre sig SM, og han lægger ud med at sætte tiden foran den lokale Matthias Høj Beske i Arrow.
I første heat vil alle fremad og i andet sving ender det hele i kaos, da kørerne lige bag Allan ramler sammen og hele feltet laver bunkebal. Det går især ud over Torben Hansen, der mister sit ene forhjul og Peter Lundstrøm, der bliver flaget ud med teknisk defekt pga. en løs køler. Jan Faurschou og Michael Sparlund, der er heldige og dygtige at komme udenom ‘festen’ bliver toer og treer i heatet. Martin Larsen i Tony, der ikke fik registreret nogen tid i tidtagningen udnytter sin dårlige startplacering og kører uden om alle de havarerede konkurrenter og kommer i mål som nummer 6.
Total forvirring i første Futura heat, hvor kun nogle få slipper forbi et stort sammenstød. Foto: Louise Arp.
Andet heat fortsætter Allan Olsen sin sejrsgang og Sjællandsmesterskabet er nu sikret. Jan Faurschou og Mads Haack kører sig op til de næste placeringer og 4er bliver Peter Lundstrøm, der har fundet farten og har overhalet de fleste af konkurrenterne på sin vej op gennem feltet.
Allan Olsen vinder finalen foran Peter Lundstrøm og Mads Haack, og Allan og Peter besætter også de to første pladser i Sjællandsmesterskabet. Bronze vindes af Jacob Frederiksen – ham med den camouflerede Dino og dagens store taber er vist Torben Hansen, der falder ned til en samlet 7. plads i SM. I alt 42 kørere har deltaget i SM.
KF3
10 kørere stiller til start og det står hurtigt klart, at dagens vinder skal findes mellem Patrick B. Hansen i Birel og Michelle Gatting i Gillard.
Længere tilbage i feltet er det spændende at følge bløddæks-debuten til POP1-mesteren Niklas Vedel Olsen og Rotax Junior-køreren Amanda Ulrikke Petersen Begge kørere gør en flot indsats, men viser også, at der skal træning til, før man kan komme helt i top.
Michelle sætter tiden og hun vinder også alle dagens tre heat. Det lyder måske kedeligt, men det er det ikke. For Michelle skal kæmpe for sine sejre. Patrick er dygtig til at starte og han ligger i hvert heat forrest, indtil han efter nogle omgang må afgive føringen til Michelle. 3er i finalen bliver Daniel Schilling.
I den samlede SM-stilling vinder Michelle Gatting foran Patrick Hansen, med Jacob Nørtoft i CRG på 3. pladsen. I alt 10 kørere har deltaget i årets 2 SM-afdelinger.
KF2
Her i KF2 er der ni kørere til start. Dear Schilling i Zanardi sætter tiden med kun 2 tusindedele ned til Michael Sørensen i Maranello. Tidtagningens mest uheldige kører er Martin K. Mortensen, der aldrig kommer af sted, da hans batteri falder sammen på startstregen.
Også her i KF2 er det samme vinder i alle heat, nemlig Dear Schilling. Bag ham er der tæt kamp og Jakob Borsholt Sørensen i Zanardi bliver 2er i 1. og 2. heat, foran Rasmus Bastkjær i Gillard.
I finalen kan Jakob ikke holde sin andenplads og den bliver i stedet vundet af Rasmus Bastkjær, foran Michael Sørensen. Jakob kommer i mål som 4er.
Det giver følgende samlede SM-stilling: Dear Schilling, Michael Sørensen og Jakob Borsholt Sørensen. I alt 14 kørere har deltaget i SM i 2007.
KZ2
Ni kørere er klar, heriblandt Michael K. Christensen i Gillard – det er vist 2. løb Michael kører med gear. Michael mangler dog fart og rutine til at true de etablerede i Rødby, og tiden sættes af Henrik Lilja i Zanardi foran Michael Ringstrøm i RedSpeed, der er tilbage efter en halv sæson i Advan Cup.
Også her i den tredje bløddæksklasse er det samme vinder alle 3 heat, nemlig Henrik Lilja.
Henrik bliver dog rimelig tæt fulgt af Michael Ringstrøm og Michael Andersen, og sørme om ikke en tredje Michael følger, nemlig Michael K., der kommer i mål som 4er, foran Christian Bøgel Hansen.
Det giver følgende SM-slutstilling. Sjællandsmester, med maximum-point, Henrik Lilja, foran Christian Bøgel Hansen og Henrik Vejen. I alt 12 kørere har deltaget i årets SM, heriblandt årets SM 3er i National A, Jonas Olesen.
En dejlig dag med masser af race sluttes med præmieoverrækkelser, fotografering, blomster og en anelse vand til vinderne 😉
Her er det søndagens nykårede Sjællands Mestre. Øverst fra venstre: KF2: Dear Schilling. KF3: Michelle Gatting. National A: Steven A. Jensen. Nederst fra venstre: Futura: Allan Olsen. KZ2 Henrik Lilja. Foto: Louise Arp.
Løbet er også et farvel til Birgitte Olsen, der til finaleløbet er dommer. Hun har valgt, efter at være aktiv indenfor gokartsporten siden 1968, at tiden er inde til at stoppe og nye kræfter er klar til at tage over.
Du kan se alle resultater på rgkk.dk