Den 24-25. maj var der 98 deltagere til 4. afdeling af Rotax Challenge, som blev kørt på Sønderborg Racing Center på Als. Da stormen havde lagt sig var der både flot race og flot vejr.
Rotax Mini var den største klasse med 20 deltagere. De gav hinanden tæt race i alle heat, men Malthe Jakobsen (# 10) var dog ret suveræn, og vandt både tidtagning og alle heats. På billedet holder han ved siden af Regina Gynnerup (# 19) ved starten til prefinalen.
Als Gokart Klub stod bag et godt Rotax Challenge på Sønderborg Racing Center
Vejret var godt nok ikke helt på deltagernes side, da flere af de teams, der havde stillet telte op om torsdagen fik ødelagt telte i en kraftig storm. De kørere der var mødt op til fredagstræning fik også en del regn, men ellers var der høj sol over den gamle grusgrav ved Asserballe hele weekenden.
Gokartløbet gik også planmæssigt og uden større problemer eller uheld på banen – selvom der “selvfølgelig” også denne weekend var sammenstød på banen, og helt sikkert også kørere, der følte sig uretfærdigt behandlet.
Mads R. Thomsen var suveræn i Rotax DD2 klassen med 17 deltagere
Top 5 i DD2 finalen blev Mads R. Thomsen, Niklas V. Olsen, Mike Hansen, Mikkel C. Henriksen og Thomas Smith.
Selvom de andre 4 medaljetagere – og også “gæstedeltager” Michael Christensen – gjorde hvad de kunne for at presse Mads R. Thomsen væk fra førstepladsen, så må man sige at Mads var stabil, og gennem hele weekenden havde den lille brøkdel af fart mere end de andre, der gjorde at han sad solidt på førstepladsen fra start til slut.
I DD2 Master klassen var det Jan Andreasen der dominerede – og også indimellem blandede sig godt i kampen med de yngre deltagere.
Andreas Frahm tog pokalen som bedste DD2 XL kører.
Christian Sørensen brød Tony Kart dominansen i Rotax Super Senior med 14 deltagere
Her er vinderne af Rotax Super Senior finalen – Christian Sørensen, Martin H. Mortensen, Jannie Johansen, Phillip Vollstedt og Benjamin Bailly.
Martin H. Mortensen fra RS Competition har ellers været den mest dominerende kører i serien de første 3 afdelinger, mens Christian Sørensen har kæmpet hårdt med især Martins teamkammerater fra RS Competition om de efterfølgende placeringer.
Efter Christian Sørensen havde sat tiden i den ordinære tidtagning, var det Jannie Johansen, som tog over i Super Pole, hvor Christian måtte nøjes med 2. pladsen efterfulgt af Martin H. Mortensen, Fillip Gammeltoft og Phillip Vollstedt.
Herefter var det dog Christian der styrede begivenhederne i alle de resterende heats, mens især Jannie og Martin kæmpede hårdt om de næste 2 pladser. Bag dem var der også en intens kamp om pladserne, hvor det – ud over de 5 medaljetagere – især var Nicolaj Kandborg og Hjalte Hellenberg der blandede sig i kampen.
Belgisk gæstevisit gav bevis på højt niveau i den danske Rotax serie
Belgiske Benjamin Bailly, der tog 5. pladsen var på besøg i Danmark, og brugte løbet som træning forud for den kommende weekends Rotax Euro Challenge, som han deltager i. Benjamin har en lang international racerkarierre bag sig, hvor han bl.a. nåede at blive nr. 5 i Formula A VM, og har kørt adskillige sæsoner i forskellige formelklasser – herunder både Formel 2 og Formel Renault. At en kører af Benjamins kaliber må “nøjes” med en 5. plads på Als fortæller også lidt om niveauet i den danske Rotax serie.
Rotax Senior / Master klassen med 12 deltagere gav også spændende race
Her er 4 af de 5 vindere i Rotax Senior klassen: Nikolai K. Schmidt, Theis Kroot, Benneth Arens og Anders Straarup. Julius Søndergaard blev nr. 5, men nåede ikke med til den almindelige pokaloverrækkelse.
Opdelingen i Rotax Super Senior og Rotax Senior blev indført ved starten af 2014 sæsonen. I forbindelse med opdelingen blev det besluttet at Super Senior klassen skulle køre på Mojo D3 dæk, som er blødere – og dermed lidt hurtigere end de Mojo D2 dæk, der køres med i Senior klassen.
Med opdelingen i Senior og Super Senior har de mindre rutinerede kørere fået mulighed for at konkurrere på mere lige vilkår med andre knap så rutinerede kørere, i stedet for at skulle kæmpe om placeringerne med de mest erfarne kørere i klassen.
Til løb, hvor der ikke er nok Old Boys (Master) kørere til at lave en selvstændig klasse for dem, så kører de sammen med Senior klassen – da de (vi) gamle jo som regel heller ikke kan følge med de hurtigste af de unge.
Til løbet på Als så det ud til at fungere helt fint med en god blanding af unge og ældre kørere blandt de 12 deltagere i Rotax Senior / Master.
Nikolai K. Schmidt, Theis Kroot var gennem hele weekenden de hurtigste. Lige bag de to var Benneth Arens også ret konstant i forhold til omgangstiderne, men til gengæld lidt mindre heldig med tidsstraffe, sammenstød, teknisk defekt og undervægt. Bag de tre hurtigste unge kørere var der en mere blandet kamp om pladserne – både blandt de unge og de lidt ældre.
Her får Julius Søndergaard sin pokal for 5. pladsen i Rotax Senior.
Der var også pokal til bedste Rotax Senior Master kører – Torben Rasmussen (undertegnede) – som sluttede finalen på en 4. plads.
Michael Christiansen sad solidt på det meste i Rotax Junior, hvor der var 13 deltagere
Bortset fra prefinalen, som blev vundet af Mads Hoe, så tog Michael Christiansen sig suverænt af sejren i alle øvrige heats.
Bag Michael var der mere tæt kamp om pladserne, hvor de 4 efterfølgende kørere, som også sluttede på podiet byttede lidt rundt på pladserne gennem de afgørende heats.
De 5 vindere i Rotax Junior blev Michael Christiansen, Frederik Vesti, Magnus F. Nielsen, Mads Hoe og Nicklas Manager.
Line Sønderskov fik pokalen som bedste pige i Rotax Junior – Junior Ladies Cup
Også i Mini klassen skilte en enkelt kører sig markant ud – her var det Malthe Jacobsen, som vandt alt
Selvom Malthe vandt både tidtagning og alle heats, så var der absolut et meget tæt race, hvor der ofte kun var hundrededele eller sågar tusindedele, der adskilte de hurtigste omgangstider for de forreste.
I tidtagningen var der 5/10 sek. fra nr. 1 til nr. 10, så resultaterne afhang meget af hvor hurtigt de enkelte kørere var i stand til at finde de hurtige omgangstider frem, og hvor gode de unge kørere var til at håndtere den meget tætte kørsel.
I Mini klassen så det ud til at Regina Gynnerup var den eneste, der kunne udfordre Malthes dominans, og der var et par gange i løbet af weekenden, hvor det var ved at lykkedes for hende – men Malthe var bare utrolig stabil og godt kørende, mens Regina både skulle forsøge at følge med Malthe, og samtidig havde nok at se til i konkurrencen med de øvrige kørere i feltet.
Efter Regina var blevet nr. 2 i både finale 1 og prefinale, så kunne hun ikke holde stand i den afgørende finale, hvor hun måtte se sig passeret af både Mick R. Sørensen og Mikkel Tygesen.
Her er vinderne af Rotax Mini finalen, Malthe Jacobsen, Mick R. Sørensen, Mikkel Tygesen, Regina Gynnerup og Frederik Fleck.
Der var generelt meget flot race i Mini klassen, og adskillige andre kørere som havde kvalitet til en plads på podiet – f.eks. de 5, der sluttede som nr. 6 – 10: Emil Henriksen, Jonas L. Nielsen, Victor Bay, Lucas D. Daugaard og Kaj Schubert. Det bliver spændende at følge de unge kørere fremover.
Regina Gynnerup fik selvfølgelig også pokalen som bedste pige i Rotax Mini – Mini Ladies Cup
Især to kørere skilte sig ud blandt de 12 Rotax Micro kørere – men de havde begge en lidt uheldig finale
Simon S. Jepsen (45) og William Dahl (36) trak i fra konkurrenterne og havde en tæt indbyrdes kamp i både indledende heats og prefinale. De to skulle derfor også starte forrest i finalen, men da starten gik (eller måske før starten gik…) blev Simon påkørt bagfra, så hvorefter der blev tumult i første sving, så de to der ellers havde ligget forrest hele dagen måtte kæmpe længere nede i feltet.
Den chance lod konkurrenterne ikke gå fra sig, og selvom Simon og William igen kørte heatets hurtigste omgangstider, så måtte William nøjes med 4. pladsen og Simon med 5. pladsen.
Micro finalen blev vundet af Thomas V. Krøjgaard, Oscar K. Hauge, Magnus Dannesbo, William Dahl og Simon S. Jepsen.
God indsats af officials og hjælpere til løbet
Hele weekenden igennem virkede til at der var godt styr på det meste, og dermed et rigtig fint løbsarrangement.
Rotax Micro havde en til tider lidt for presset tidsplan, og der blev også byttet rundt på planen for et enkelt DD2 heat, efter kørerne fandt ud af at de havde meget kort tid mellem to heat.
Hvis jeg skal pege på en enkelt anden ting, der kunne forbedres, så handler det om starterne: Ved førermødet blev det påpeget, at det ville blive straffet, hvis der blev givet gas før startlyset blev slukket. Alligevel så man at der i stort set alle heat blev givet gas når de forreste nærmede sig det sted, hvor kørerne synes det var tid til at give gas – uanset om lysene så var slukket eller ej.
Nogle få gange, hvor masteren ventede med at give gas til lysene blev slukket udløste det tidsstraf for tyvstart, men langt de fleste heat blev der givet gas før lysene slukkede – uden det fik konsekvenser, og flere gange hvor en eller flere kørere ventede på at lyset skulle slukke blev de straffet ved enten at blive påkørt eller kørt forbi.
Rotax Euro Challenge med dansk deltagelse i den kommende weekend og næste Danske Rotax Challenge den 7-8. juni i Rødby
Du kan følge de danske deltagere og live resultater på www.rotaxmaxeurochallenge.com.