Første afdeling af WSK Euroseries blev i weekenden kørt på Sarno i Italien. Her var 7 danskere til start og opnåede endnu engang fine resultater.
På billedet ses en af weekendens våde KF2-starter med Intrepid-køreren Max Verstappen i front. Foto: KSP.fr
Så blev der endelig slået hul på WSK Euroseries for i år. Første afdeling ud af de fire, blev kørt på Sarno og her var godt 250 kørere klar til start. Ud af de næsten 250 var 7 tapre danskere klar til afdelingen, og det lykkedes da også to af dem at køre sig til point. Hele weekenden var præget af regnvejr.
Euroserien bliver som tidligere beskrevet fordelt på 4 afdelinger i år. I løbet af de fire afdelinger skal kørerne besøge Italien to gange og endvidere Frankrig og Spanien. Det er banerne Sarno (I), Val D’argenton (F), La Conca (I) og Zuera (S) der skal kæmpes på.
KF3 (69 kørere) 2 danskere
I KF3 deltog næsten 70 kørere, og her i blandt danskerne Slavko Ivanovic og Peter Bøllingtoft. For Slavko Ivanovic var dette en ganske god weekend, og han startede de gode takter allerede til fredagens tidtagning. Her lykkedes det netop RK-køreren at nå indenfor top 12 og altså i Super Pole. Dette var med tiden 1:31,214. Den hurtigste tid blev sat af Dalton Sargeant fra Ward Racing, som kørte 1:30,199. Peter Bøllingtoft var 65’er på tiden med 1:33,547.
Der skulle efterfølgende køres fire kvalifikationheats, og her fortsatte det gode arbejde fra Ivanovics side. Han blev i sine heat 29, 5, 5 og 6. Dette sikrede ham en startplacering som 10’er i Prefinale B. Her skulle han køre mod bl.a. Nikita Sitnikov som holdte på pole position. Peter Bøllingtoft sluttede 23, 26, 17 og 16 i sine fire heats, og dette gav ham en startplacering som nummer 28 i Prefinale A. Han skulle her bl.a. køre mod Alex Palou der her var på pole position.
Udfaldet i begge prefinaler blev at Slavko sluttede som 5’er, og dermed sikrede sig en finaleplads med en god startplacering som nummer 10. Desværre lykkedes det ikke Peter Bøllingtoft at nå i finalen med sin placering som nummer 32 i prefinalen.
I finalen fortsatte de positive takter hos Slavko, og han formåede at holde sig flot og stabilt i blandt top 15, hvor han også sluttede. Samlet set sikrer dette Slavko Ivanovic 9 point i mesterskabet, og dermed ligger han nummer 11 samlet. Det er Alex Palou der har lagt sig i front med hele 85 point.
TOP 3 finale KF3:
1. Alex Palou – CRG
2. Callum Illot – Chiesa Corse
3. Nikita Sitnikov – Team Komarov
På billedet ses KF3 podiet med Palou, Illot og Sitnikov. Foto: KSP.fr
KF2 (75 kørere) 5 danskere
I den lidt tungere klasse KF2 var 75 kørere med, og heraf danskerne Christian Sørensen, Kevin Rossel, Max Klinkby-Silver, Nicklas Nielsen og Kasper Larsen. I tidtagningen fredag var det Max Verstappen der satte tiden med 1:28,168. Af danskerne kørte Max Klinkby-Silver sig i Super Pole med sin 9. hurtigste tid (1:29,505). Christian Sørensen 14’er med 1:28,950. Nicklas Nielsen 25’er med 1:29,491. Kevin Rossel 38’er med 1:29,858 og Kasper Larsen som 52’er med 1:30,440.
Der skulle herefter køres fem kvalifikationheats, og her var det Christian Sørensen, Nicklas Nielsen og Max Klinkby-Silver der sikrede sig videre til finalerne. I pre-finalen skulle Christian Sørensen starte som 11’er, Nicklas Nielsen 14’er og Max Klinkby-Silver 15’er. Bedst endte det her for Max Klinkby-Silver der sluttede som 9’er. Christian Sørensen sluttede som 20’er og Nicklas Nielsen 32’er.
Finalen blev dog ikke nogen videre succes for nogle af dem. Max Klinbky-Silver måtte udgå, Christian Sørensen sluttede som 20’er og Nickls Nielsen som 22’er. Samlet set er det kun Max Klinkby-Silver der når at score sig nogle point, helt præcist 4, som sikrer ham en samlet placering som 15’er i mesterskabet. Foreløbeligt er det Charles Leclerc der har lagt sig i front med 72 point med sin finale-sejr.
Top 3 finale KF2:
1. Charles Leclerc – ART GP
2. Pavel Rudakov – Team Komarov
3. Dennis Olsen – Energy Corse
Her ses KF2 podiet med Pavel Rudakov, Leclerc og norske Dennis Olsen. Foto: KSP.fr
Næste afdeling af WSK Euroserien køres d. 3. -6. Maj i Frankrig på Val D’Argenton.
Alle resultater kan som altid findes på WSK’s hjemmeside, her.