Det blev spanieren Alex Palou der tog mesterskabet i KF3, og Charles Leclerc i KF2. I KZ2 blev det Simas Juodvirsis og i KZ1 Jorrit Pex. Nicklas Nielsen endte 4’er i søndagens finale.
På billedet ses Alex Palou i sin CRG der har været godt kørene hele sæsonen. Foto: KSP.fr.
WSK Euroseries sæsonen for 2012 er nu slut. Det blev spanieren Alex Palou der tog mesterskabet i KF3, og Charles Leclerc i KF2. I KZ2 blev det Simas Juodvirsis og i KZ1 Jorrit Pex. Samlet set slutter Nicklas Nielsen som bedste dansker i KF2, med sin 11. plads i WSK mesterskabet. I KF3 er Slavko Ivanovic endt bedst med sin 13. plads i mesterskabet.
KF3 – Spanske Alex Palou (CRG) tog mesterskabet
Der var virkelig lagt op til spænding i KF3, da hele 7 kørere rent faktisk kunne løbe med titlen. Det blev den spanske Alex Palou der formåede bedst. Han vandt sin prefinale, og i finalen sluttede han som toer bag Callum Illott. Dette betød at Palou vandt mesterskabet med 211 point foran Illott med 204 point. I finalen sluttede Babyrace-køreren Alessio Lorandi på en flot tredjeplads, og pointmæssigt slutter Lorandi også af på en 3. plads i det samlede WSK mesterskab.
Top 3 i finale
1. Callum Illott – Chiesa Corse
2. Alex Palou – CRG
3. Alessio Lorandi – Team Baby Race
Nicklas Ingemann nåede, efter sine indledende heats, desværre ikke finalerne. Slavko Ivanovic og Alexander Lindberg formåede begge to at gå videre til finalen. Ivanovic blev i sin prefinale 10’er og Lindberg 11’er. I prefinalen gælder det om at holde sig i top 17 for at gå videre til finalen.
I søndagens store finale skulle Alessio Lorandi starte på poleposition med Alex Palou bag sig. Slavko Ivanovic startede 19’er og Alexander Lindberg som 22’er. I finalen lykkedes det Slavko Ivanovic at køre sig i blandt pointene med sin 15. plads. Alexander Lindberg slutter som 19’er. Alt i alt ganske godt gået.
Top 10 i WSK mesterskabet, KF3
1. Alex Palou – 211 point
2. Callum Illott – 204 point
3. Alessio Lorandi – 163 point
4. George Russell – 121 point
5. Martin Kodric – 110 point
6. Dorian Boccolacci – 92 point
7. Nikita Sitnikov – 82 point
8. Daniel Ticktum – 70 point
9. Luca Corberi – 50 point
10. Dalton Sargeant – 43 point
Slavko Ivanovic slutter på en samlet 15. plads med 21 point. Nicklas Ingemann som 33’er med 8 point, som han kørte sig hjem i Frankrig Val D’argenton. Alexander Lindberg nåede faktisk også at køre sig point hjem, han ender 48’er med sine 2 point han kørte hjem i weekenden.
KF2 – Charles Leclerc (ART GP) fra Monaco tog mesterskabet
Der var også masser af spænding i KF2 klassen. Det blev Charles Leclerc der løb med titlen som mester i WSK KF2. Dette gjorde han med 232 point. Felice Tiene ender toer i mesterskabet med 98 point, og Antonio Fuoco som treer med 90 point. Finalen blev vundet af Charles Leclerc, med Tiene som toer og Fioravanti som treer. På fjerdepladsen endte Nicklas Nielsen, hvorved han endnu engang understreger sin styrke i den hårde WSK Euroserie. Danske Nicklas Nielsen ender som 11’er i det samlede WSK mesterskab med 33 point.
Her ses Charles Leclerc i action, med bl.a. danske Thomas Krebs bag sig. Billedet af fra en af EM-afdelingerne.
Top 3 i finale
1. Charles Leclerc – ART Grand Prix
2. Felice Tiene – CRG
3. Damiano Fioravanti – Tony Kart Racing Team
Det lykkedes desværre ikke for Kevin Rossel at nå videre til finalen, faktisk var han kun en enkelt placering fra, da det er de 34 første der går videre, og Rossel var placeret som 35’er efter heatsene. Nicolaj Møller Madsen nåede heller ikke finalerne efter sine fire indledende heats. Dermed var det kun Nicklas Nielsen og Christian Sørensen der gik videre til de hårde finaler. I prefinalen startede Ben Barnicoat på poleposition foran Tom Joyner. Nicklas Nielsen startede som 3’er og Christian Sørensen skulle starte som 28’er.
Det blev en rigtig god prefinale set med danske øjne. Nielsen sluttede på en suveræn 3. plads foran Felice Tiene og Tom Joyner. Nielsen satte også løbets hurtigste tid med 1:01,122. Christian Sørensen fik kørt sig rigtig flot op igennem feltet fra sin 28. plads. Han sluttede nemlig som 19’er. De opnåede placeringern blev som altid også startplaceringerne til finalen. Her sluttede Nicklas Nielsen på en rigtig flot 4. plads foran Barnicoat og den hurtige nordmand Dennis Olsen. Christian Sørensen slutter også super flot af på en 11. plads. Rigtig godt at se Christian Sørensen tilbage blandt de bedste.
Nicklas Nielsen har haft en rigtig god WSK sæson, og er sluttet af i toppen. Rigtig godt gået.
Top 10 i WSK mesterskabet, KF2
1. Charles Leclerc – 232 point
2. Felice Tiene – 98 point
3. Antonio Fuoco – 90 point
4. Ben Barnicoat – 83 point
5. Flavio Camponeschi – 76 point
6. Max Verstappen – 62 point
7. Tom Joyner – 51 point
8. Damiano Fioravanti – 44 point
9. Dennis Olsen – 44 point
10. Pavel Rudakov – 37 point
Nicklas Nielsen ender som 11’er med 33 point. Christian Sørensen 29’er med 5 point. Max Klinkby-Silver 32’er med 4 point.
Dermed er WSK Euroseries altså slut for i 2012. Dog køres der stadig WSK Final Cup d. 4. – 7. Oktober på Castelletto.